Mistænkt for drabsforsøg: 25-årig har meldt sig selv i Aarhus
Politiet søgte efter en 25-årig mand i forbindelse med efterforskningen af drabsforsøg på 19-årig. Nu har han meldt sig selv.
Onsdag aften har Østjyllands Politi anholdt endnu en person i forbindelse med branden på Campus Djursland i Grenaa, hvor en 19-årig mand blev reddet ud med alvorlige brandskader.
Tre kvinder på henholdsvis 19, 20 og 54 år er allerede sigtet i sagen for vold, brandstiftelse og forsøg på manddrab. Nu har politiet så anholdt yderligere en - en 25-årig mand.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag.
»Vores efterforskning pegede i retning af den 25-årige, og derfor har vi søgt efter ham. Det førte til, at han onsdag kl. 20.01 meldte sig selv på politigården i Aarhus, hvor han blev anholdt. Der vil gå et stykke tid, før vi har samlet alle brikkerne i forhold til hændelsesforløbet, men anholdelsen af den 25-årige er et vigtigt skridt fremad i vores videre efterforskning,« siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.
Den 25-årige er sigtet for brandstiftelse og forsøg på manddrab, og han bliver fremstillet ved grundlovsforhør ved Retten i Randers kl. 12.30 i dag, torsdag.
Her kommer anklagemyndigheden til at anmode om lukkede døre.
I forvejen er den 19-årige og den 54-årig kvinde blevet varetægtsfængslet i fire uger, mens den 20-årige kvinde fik opretholdt fængsling i 3 gange 24 timer.
am