Stadfæstet af landsretten: Britts drabsmand skal bag tremmer i 12 år
Landsretten har slået fast, at Frank Brix Danielsen skal have en fængselsstraf på 12 år for det brutale drab på Britt Kaiser Palmgren.
12 års fængsel. Hverken mere eller mindre.
Det fastslår Vestre Landsret, der ifølge Ekstra Bladet mandag stadfæstede dommen fra byretten i oktober, hvor Frank Brix Danielsen blev kendt skyldig for drabet på sin samlever Britt Kaiser Palmgren begået ved parrets hjem i Ebeltoft i januar 2022.
Det var anklagemyndigheden, som ville have sagen prøvet ved landsretten i håb om at få skærpet dommen til 13 år, men det opnåede man altså ikke.
Dermed er der sat punktum i den frygtelige sag, hvor ejeren af Risskov-firmaet Palmgren Erhvervsrengøring og mor til tre mistede livet.
Drabet skete ifølge drabsmanden i et anfald af jalousi, efter Frank Brix Danielsen havde luret i sin samleverskes telefon og set, at hun havde en affære og ville forlade ham.
Han tildelte Britt Kaiser Palmgren intet mindre end 78 stik og snit med en kniv, ligesom hun blev slået adskillige gange.
Til Ekstra Bladet fortæller Britt Kaiser Palmgrens forældre, at de er skuffede over dommen.
»Det er ufatteligt for mig, at man kan slippe afsted med at begå et drab og så kun få 12 års fængsel. Vi ved godt, at vi aldrig får Britt tilbage, men jeg synes, det er alt for billigt sluppet. Det er klart, vi havde regnet med mere,« siger Britts mor til Ekstra Bladet.
ddp