Grillbar udsat for brandstiftelse: »Der har været rimeligt godt gang i den«
32-årig mand anholdt og fremstillet i grundlovsforhør.
En 32-årig mand er anholdt og sigtet for brandstiftelse og bliver mandag kl. 14 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
Manden er mistænkt for at have sat ild til Oasen Burger & Grill i Smedegade i Vejlby ved 06-tiden mandag morgen.
Branden blev påsat udenpå bygningen og forårsagede umiddelbart kun mindre materiel skade, og ingen personer kom noget til.
»Det er mest sodskader, der er. Vi kunne se på overvågningen, at der har været rimeligt godt gang i den, men det gik også hurtigt over. Jeg tror, at der har været noget tændvæske af en art i anvendelse,« siger ejer af grillbaren, Torben Lang Handskemager, til Din Avis Aarhus.
Han fortæller, at der angiveligt var en hjælpsom sjæl i nærheden til at slukke flammerne.
»Ifølge politiet kom en mand forbi, som slukkede det og ringede til politiet. Jeg ved ikke, hvem vedkommende er.«
Østjyllands Politi oplyser til Din Avis Aarhus, at man ikke kender mandens motiv.
Ifølge Torben Lang Handskemager så blev der i samme tidsrum også forsøgt at skabe en brand nede i en nærliggende tunnel.
Det er den 32-årige mand dog ikke sigtet for, oplyser politiet.
Oasen Burger og Grill har kunnet holde åbent trods branden.