47-årig direktør dræbt i ulykke ved Aarhus: »Der er ikke ord for tabet«
Det var en 47-årig mand, der mistede livet torsdag i ulykken på E45..
Torsdag eftermiddag blev en mand dræbt, da han i en bil blev ramt frontalt af en lastbil, der af ukendte årsager var kørt gennem autoværnet og over i modsatte kørebane.
Politiet oplyser i sin døgnrapport, at den dræbte var en 47-årig mand.
I et opslag på LinkedIn skriver bestyrelsesformand i køkkenbutikken Invita Randers Karina Boldsen, at det er firmaets ejer og direktør Kåre Stephansen, der mistede livet i ulykken.
Kåre Stephansen har stået i spidsen for firmaet siden 2021.
»I Invita er vi ”dedikeret til din drøm”. Men min egen personlige drøm er også gået i opfyldelse. At få min egen virksomhed har i mange år været en drøm for mig,« sagde Kåre Stephansen i 2022 i et interview med Din Avis Randers.
I opslaget skriver Karina Boldsen om Kåre Stephansen, der boede i Odder:
»Kåre var en fantastisk chef og kollega og har drevet Invita Randers med stort engagement og professionalisme. Der er ikke ord for tabet«.
Ulykken, der skete på Østjyske Motorvej i nærheden af Genvejen i Viby J, blev anmeldt klokken 16.35.
En patrulje fra Østjyllands Politi var til stede i nærheden og fremme ved uheldsstedet bare få minutter senere, hvor det kunne konstateres, at en lastbil havde påkørt en personbil frontalt.
Personbilen var kommet kørende i sydgående retning, da uheldet fandt sted.
Myndighederne kunne ved uheldsstedet hurtigt konstatere, at den 47-årige mands liv ikke stod til at redde trods forsøg på førstehjælp.
Han blev erklæret død på stedet af ambulancelægen kort tid efter.
Kørte over i modsatte vejbane
Ulykken opstod ved, at en 51-årig mandlig lastbilchauffør var kommet kørende i nordgående retning på motorvejen, da han af uvisse årsager mistede herredømmet over sit køretøj.
Det resulterede i, at han kørte gennem autoværnet i midterrabatten og over i modsatte kørebane, hvor det frontale sammenstød med personbilen fandt sted.
Et tredje køretøj havde fået nogle mindre materielle skader i forbindelse med uheldet, mens lastbilens førerhus var væltet om på siden og havde fået omfattende skader. Ingen øvrige personer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med episoden.
En bilinspektør blev kaldt til stedet og skal nu forsøge at klarlægge det nærmere hændelsesforløb. Østjyllands Politi kan derfor på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere detaljer om sagen.
Motorvejen var spærret i timer efter ulykken.
jro