20 dages fængsel til Låsby-Svendsen
Den 80-årige hestehandler og ejendomsspekulant fik fængselsstraf for drabstrusler
Den 80-årige hestehandler og ejendomsspekulant fra Låsby, Jens Peter Svendsen, der er bedre kendt som Låsby-Svendsen, fik i november en dom på 20 dages fængsel for 19. januar sidste år at ringe til Skat og true med at skyde en pantefoged og flere andre skattemedarbejdere i forbindelse med en konkurssag, skriver B.T i dag.
Truslerne blev indtelefoneret fra Låsby-Svendsen henholdsvis klokken 8.25 og 9.30 om morgenen fremgår det af dommen, hvor man også kan se, at Låsby-Svendsen når at kalde en fuldmægtig hos Skat i Århus for »luder«.
"Vi taler her om en sag om en ældre mand, der er desperat, fordi vi er ved at tage hans livsværk fra ham. Man kan jo godt have en forståelse for, at han bliver aggressiv. Men kæden hoppede helt af, og han kom med trusler om, at han ville skyde ansatte. Og det kan vi overhovedet ikke acceptere, siger Kristian Jørgensen, der er afdelingsleder hos Skat til B.T.
Låsby-Svendsen har anket dommen.