25-årig århusianer slog og sparkede politibetjente
To politibetjente blev i nat i Busgaden overfaldet med slag og spark af en 25-årig mand, der havde været meget aggressiv overfor betjentene og råbt ukvemsord efter dem
En 25-årig mand fra Århus så rødt, da politiet natten til lørdag kl. 05.10 ankom til et gadeslagsmål i Busgaden i det centrale Århus.
Manden havde ikke noget med slagsmålet at gøre, men blandede sig i politiets arbejde og generede de to politiassistenter.
"Han var meget aggressiv overfor kollegaerne, råbte ukvemsord og nægtede at forlade stedet. Til sidst måtte de anholde ham, og så sparkede han den ene flere steder på kroppen og slog den anden i ansigtet med knyttet næve," fortæller politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.
Politiassistenterne tilkaldte forstærkning og fik manden overmandet. Han blev lørdag formiddag fremstillet i Grundlovsforhør ved Retten i Århus sigtet for vold mod tjenestemænd. Han blev varetægtsfængslet til 4. januar 2010. Fængslingen blev kæret.