Kørte rundt med trillebør på Aarhus Ø: Vaks kvinde fældede mistænkelige mænd
Den ene blev også sigtet for narkokørsel.
En årvågen kvindes gode tip ledte natten til mandag politiet til tre mænd, der blev anholdt på Aarhus Ø og sigtet for tyveri.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Kvinden ringede kl. 03.34 til politiet, efter hun ud af sit vindue havde set tre mænd køre rundt med en trillebør ved en byggeplads på Helga Pedersens Gade. Mændene læssede derefter noget af i bagagerummet på en bil, og kvinden syntes, at det hele virkede noget mistænkeligt.
Og det syntes de også hos Østjyllands Politi, der sendte en patrulje til stedet. Betjentene fik kort efter ankomsten øje på en bil, der var ved at køre fra området, og da de fik den standset, fik de kontakt til en 19-årig mand bag rattet. På bagsædet og i bagagerummet lå en del professionelt el-værktøj, som manden påstod var hans. Han forklarede, at han var på vej på arbejde.
Dén forklaring virkede dog ikke overbevisende på politiet, der anholdt manden på stedet. Under anholdelsen dukkede en 17-årig og en 26-årig mand op, som kendte den 19-årige. De blev også begge anholdt.
Værktøjet viste sig at være mærket med firmanavn, og patruljen fandt ud af, at det stammede fra en opbrudt container på byggepladsen på Helga Pedersens Gade. Alle tre mænd blev derfor sigtet for tyveri.
Da den 19-årige virkede påvirket af stoffer, blev han desuden sigtet for narkokørsel.
am