Solgte russiske og ukrainske kvinder i Aarhus
Nu er en russisk og en lettisk mand dømt i sagen.
To mænd blev onsdag dømt skyldige i både rufferi og menneskehandel - de stod bag et netværk, der brugte ukrainske og russiske kvinder som prostituerede på lokaliteter i Odense, København og Aarhus.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
De dømte er en russisk statsborger på 30 år, der har været bosat i Danmark i 22 år. Han blev desuden også dømt for handel med kokain og hash.
Han fik 4,5 års fængsel og blev udvist med indrejseforbud for bestandigt. .
Den anden dømte er en 25-årig lettisk statsborger. Han blev idømt fængsel i 3,5 år og udvist med indrejseforbud for bestandigt.
Konfiskerer 20 millioner - og en Audi
Hos de tiltalte blev der derudover blandt andet konfiskeret 20 millioner kroner skønnet udbytte. Desuden blev en Audi A6 konfiskeret.
»Jeg er meget tilfreds med, at retten har dømt de to hovedpersoner i den prostitutionsring, som Fyns Politi optrævlede sidste år. Jeg er også meget tilfreds med, at de to blev dømt for menneskehandel med hensyn til flere af de prostituerede kvinder. Der er tale om en ussel og grov udnyttelse af kvinder i en sårbar situation. Det er jeg glad for at straffenes længde afspejler,« sagde anklager Jacob Thaarup efter dommen.
Kommunikation som bevis
En stor del af beviserne mod personerne i den omtalte prostitutionsring har været den interne kommunikation mellem bagmændene og de udnyttede kvinder blandt andet via den russiske besked-app Telegram.
Som tidligere oplyst er der ikke noget, der tyder på, at de ukrainske kvinder er kommet til Danmark som flygtninge i forbindelse med krigens udbrud i Ukraine.
Begge dømte ankede sagen til Landsretten med påstand om frifindelse.
De tre mænd blev anholdt tilbage i maj 2022.
jro