Lastbil taber metalplader ved motorvejsafkørsel
Tirsdag formiddag har lastbil tabt flere metalplader på vejbane, hvorefter lastbilchauffører hjalp med oprydningsarbejdet.
Tirsdag formiddag er bilister på Østjyske Motorvej ved Aarhus Nord-afkørslen blevet mødt af flere metalplader på kørebanen.
Det bekræfter Linda Davidsen, vagthavende fra Vejdirektoratets trafikcenter, til Din Avis Aarhus.
»Det er sket på rampen, der går fra Djurslandmotorvejen i vestgående retning til E45 i sydgående retning. Her var der en lastbil, som tabte nogle metalplader. Vi har sendt vejhjælp ud for at fjerne dem, og der var spærret i tyve minutter fra klokken 9.43. Vi ved ikke, om der er nogen, der er kommet til skade, men det er ikke sandsynligt, for så havde vi hørt noget fra alarmcentralen. Bilister, der kommer fra Lisbjerg, er blevet ledt af mod Hadsten,« fortæller Linda Davidsen.
På en video, som Din Avis Aarhus har modtaget fra Presse-fotos.dk, kan man se, at flere lastbilchauffører er holdt ind til siden for at hjælpe med at få ryddet vejbanen.