Masser af knuste ruder i butikker – uden store gevinster
Uddrag af Østjyllands Politis døgnrapport mandag 30. januar.
I løbet af det seneste døgn har Østjyllands Politi fået flere nye anmeldelser om indbrud i forretninger i det centrale Aarhus. Gerningsmændene har dog ikke fået meget af værdi med sig, da de erhvervsdrivende har fulgt opfordringen om at fjerne kontanter fra butikkerne efter lukketid.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Søndag morgen klokken 7.15 blev der kastet en brosten gennem ruden til en forretningsdør på Volden, mens personalet befandt sig i butikken. Intet af værdi blev stjålet, og gerningsmanden forlod straks stedet, inden han blev opdaget.
Heller ikke i Hans Broges Gade havde de ukendte gerningsmænd heldet med sig, da en sten frem mod søndag morgen var blevet kastet gennem ruden til en frisør, da der ikke havde været nogle kontanter at stjæle.
En restaurant i Skolegade anmeldte søndag morgen også et indbrud, som formodes at være blevet begået i perioden fra lørdag aften klokken 00.05 til søndag klokken 08.30. Fra restauranten var der blevet stjålet tre flasker vin, hvoraf den ene var blevet fundet ved det tidligere anmeldte indbrud begået mod forretningen på Volden. Restauranten i Skolegade havde ligeledes ingen større kontantbeløb liggende på adressen.
I M.P. Bruuns Gade var der i løbet af natten til søndag også blevet knust en rude i en hoveddør til en restaurant. Rudeknusningen var dog ikke nok til, at gerningsmanden kunne foretage en efterfølgende indstigning til stedet, da låsen krævede en nøgle indefra, og ikke bare kunne åbnes med håndkraft.
Østjyllands Politi undersøger sagerne nærmere og opfordrer stadig de erhvervsdrivende til at fjerne værdier efter lukketid samt at anmelde det til politiet, hvis de skulle have oplevet lignende indbrud eller indbrudsforsøg.
Stjålne cykler fundet i skur
En borger anmeldte søndag eftermiddag til politiet, at hans cykel til en værdi af flere tusinde kroner var blevet stjålet, men at han via GPS-udstyr kunne se, at den befandt sig på en adresse i Højbjerg.
En patrulje fra Østjyllands Politi kørte derfor til stedet, hvor de fandt frem til den stjålne cykel, som straks blev tilbageleveret til ejeren. Foruden den savnede cykel fandt betjentene også to andre el-cykler, som ligeledes mistænkes at være stjålet. Ingen af personerne med nøgle til skuret havde nemlig kendskab til dem. De to el-cykler blev derfor taget med til politigården og bragt til hittegods-kontoret.
Tissede i skraldespand
Mandag klokken 5.06 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en person stod og tissede i en skraldespand i banegårdshallen, hvilket var til gene for de øvrige tilstedeværende. En patrulje blev derfor sendt til stedet, hvor en 33-årig mand blev anholdt, sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen.
ksa