Røg på togtoilet: Overfaldt kvindelig togfører, da hun påtalte det
Togpassager anholdt for vold mod togfører, som måtte flygte til anden kupé og få hjælp.
En patrulje stod tirsdag kl. 17.05 klar på banegården i Aarhus, da et tog fra København kom ind.
Togpersonalet havde nemlig kontaktet politiet, da en 37-årig mandlig passager havde slået en togfører, efter hun havde påpeget, at han ikke måtte ryge på toilettet.
Ifølge personalet havde den 37-årige slået togføreren i ansigtet med knyttet hånd, inden hun havde fået hjælp af nogle andre passagerer til at komme væk fra manden og ind i en anden kupé.
Da betjentene steg ombord på toget, anholdt de den 37-årige og sigtede ham for vold mod en tjenestemand i offentlig tjeneste.
Togføreren kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
ddp