Igen flere tilfælde af bilindbrud i Aarhus
Politiet modtog flere anmeldelser om indbrud i biler natten til tirsdag.
Natten til tirsdag fik Østjyllands Politi igen flere nye anmeldelser om indbrud i personbiler og tyveri/forsøg på tyveri af værdigenstande.
Det sker, efter det i weekenden blev meldt ud, at der var begået over 40 bilindbrud i både den centrale, nordlige og vestlige del af Aarhus mellem natten til fredag og lørdag.
På den baggrund udsendte politiet en advarsel og øgede patruljeringen omkring de større p-pladser i Aarhus.
Men mindst fire nye indbrud er nu blevet registreret i Aarhus:
På Skejbygårdsvej i Risskov er der blandt andet blevet stjålet et batteri til en nøgle, hvor gerningsmanden havde knust højre forreste siderude til en bil.
En anden bilejer har i perioden fra torsdag d. 19/1 kl. 17.00 til fredag d. 20/1 kl. 10.30 fået knust forreste højre siderude og rodet handskerummet igennem.
På Thomas Nielsens Gade i Aarhus C har politiet også fået en ny anmeldelse om, at der i samme periode som i ovennævnte tilfælde var blevet knust en rude til en personbil. Heller intet blev umiddelbart stjålet i dette tilfælde.
I Lystrup er der mandag formiddag mellem kl. 11.00 og 12.00 blevet begået et tyveri fra en personbil, der havde holdt parkeret på Lystrupvej.
Østjyllands Politi efterforsker de mange anmeldelser om indbrud i personbiler og opfordrer fortsat borgerne til at anmelde det, hvis de opdager noget mistænkeligt eller har haft indbrud i deres biler.
Derudover opfordres man til aldrig at efterlade værdigenstande i bilen. Fjern også tasker og poser, så tyvene ikke har noget at gå efter.
ddp