Kørte 150 km/t som spøgelsesbilist på motorvej: Politiet søger vidner til vanvidskørsel
29-årig mand er blevet anholdt efter vanvidskørsel på Djurslandsmotorvejen, hvilket resulterede i et uheld. Nu søger politiet vidner.
Det gik voldsomt for sig på Djurslandsmotorvejen, da en 29-årig mand forsøgte at køre væk fra politiet onsdag aften.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse, hvori politiet søger vidner til episoden, som begyndte, da en patrulje kl. 21.42 måtte bremse hårdt op i en rundkørsel, da den 29-årige kom kørende i høj fart mod færdselsretningen op ad en tilkørselsrampe i Lystrup.
Betjentene satte blink og sirener til, men i stedet for at standse satte bilisten farten op og kørte ned ad frakørselsrampen ud på Djurslandsmotorvejen, hvor han kørte mod færdselsretningen i østlig retning.
Patruljen kørte efter, men holdt sig i nødsporet, mens bilisten fortsatte med en hastighed vurderet til mindst 150 km/t. Undervejs observerede betjentene tre til fire biler, der kørte på motorvejen - de bilister vil Østjyllands Politi vil meget gerne høre fra, lyder det i pressemeddelelsen.
Den 29-årige trak fra politiet, men betjentene nåede at se, at han kørte op ad en tilkørselsrampe ved afkørsel 17 i Hjortshøj. Her mistede han kontrollen over bilen og ramte ind autoværnet på den østlige side af Mejlbyvej.
Fremstilles i grundlovsforhør
Da patruljen kort efter kom frem, blev den 29-årige mand bag rattet hurtigt anholdt. Han havde nogle mindre skrammer, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. På passagersædet sad en 17-årig ung kvinde, der er i familie med den 29-årige. Hun var umiddelbart heller ikke kommet alvorligt til skade, oplyser Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Den 29-årige er foreløbig sigtet for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed, for narkokørsel, for ikke at have fulgt politiets anvisninger og for en række færdselsforseelser. Derudover blev han sigtet for overtrædelse af knivloven, da han under visitationen blev fundet i besiddelse af en kniv.
Det er endnu uvist, hvem der ejer bilen, men køretøjet er foreløbigt beslaglagt med henblik på konfiskation.
Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner til den 29-åriges kørsel. Oplysninger kan gives til politiet på tlf. 114.
Den 29-årige bliver torsdag kl. 13.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus med henblik på varetægtsfængsling.
jwh