Drabsforsøg på Hammel Hestemarked: 21-årig alvorligt såret af knivstik
Formodet gerningsmand fremstilles søndag i grundlovsforhør
OPDATERET kl 11.22: "Jeg har ingen kommentarer lige nu. Vi er i færd med at gennemsøge pladsen sammen med politiet."
Sådan lyder det søndag formiddag fra Hammel Hestemarkeds formand Per Bøving, da Lokalavisen Favrskov får fat i ham på mobilen.
Politiet er tilstede, fordi en 21-årig mand fra Thisted natten til søndag klokken 01.30 blev stukket med kniv på Thorsvej i Hammel.
"Det skete på gaden og var meget alvorligt, så han blev hastigt bragt til sygehuset," fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi.
Den 21-årige mand er stadigvæk indlagt på sygehuset, men er udenfor livsfare.
Vagtchefen ønsker ikke at komme med nærmere oplysninger om knivstikkeriet, som gik ud over den 21-årige fra Thisted.
Den formodede gerningsmand er en 21-årig mand fra Bjerringbro, der søndag formiddag fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Randers.