Politiet advarer igen-igen: Denne gang blev to mænd snydt for flere tusinde kroner
Østjyllands Politi har endnu en gang modtaget anmeldelser om pirattaxaer i Aarhus.
Det er ikke mange dage siden, at Østjyllands Politi så sig nødsaget til at advare folk mod at stige ind i en pirattaxa, men allerede nu har politiet en anledning til at lave en gentagelse. For det seneste døgn har politiet modtaget to enslydende anmeldelser om økonomisk snyd i forbindelse med pirattaxature i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Natten til tirsdag omkring midnatstid gik det henholdsvis ud over en 23-årig mand, der skulle hjem til Solbjerg, og en 40-årig mand, der blev kørt hjem til sin bopæl i Skødstrup. Ved turenes afslutning og mændenes forsøg på betaling med kreditkort, var betalingerne mislykkedes – og dagen efter var de forurettede blevet flere tusinde kroner fattigere, oplyser politiet.
»Vi opfordrer endnu en gang til, at man aldrig tager en pirattaxa hjem – uanset, hvor fristende det end måtte være. Planlæg på forhånd, hvordan du kommer hjem fra byen, hvis du ikke har mulighed for at køre med en rigtig taxa på de travleste julefrokostaftener. Vi ser desværre flere eksempler på, at unge mennesker bliver snydt for mange tusinde kroner,« lyder opfordringen fra Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Østjyllands Politi undersøger sagerne nærmere og ønsker i den forbindelse at høre fra andre, der måtte have oplevet lignende svindel med mislykkede dankortbetalinger efter en tur hjem fra byen med pirattaxa.
jwh