Brandvæsen og politi kaldt ud til bygningsbrand - viste sig at være kæmpe fyrværkerishow
Østjyllands Brandvæsen sendte fem køretøjer ud til, hvad der viste sig at være et stort fyrværkerishow, som der var givet tilladelse til.
Hvis du bor i det nordlige Aarhus og var hjemme lørdag aften, kunne du nok ikke undgå at høre en del brag, som var det nytårsaften.
Lørdag aften blev Østjyllands Brandvæsen kaldt ud til, hvad der i første omgang lød på en bygningsbrand i det nordlige Aarhus.
Det bekræfter Thomas Jørgensen, der er operationschef ved Østjyllands Brandvæsen.
»Vi fik en melding fra politiet klokken 21.28 om, at der var et større oplag af fyrværkeri i en bygning på Karl Krøyers Vej i Skejby. Man troede først, at der var gået ild i en bygning. Men det viste sig at være et fyrværkerishow, der var givet tilladelse til. Så det var ikke så slemt, som først frygtet,« siger Thomas Jørgensen til Lokalavisen.
Østjyllands Brandvæsen sendte fem køretøjer ud til stedet.
Hos Østjyllands Politi bekræfter vagtchef Morten Bang episoden på Karl Krøyers Vej.
»Der blev fyret rigtig meget fyrværkeri af, som en privat virksomhed havde fået tilladelse til. Så der var intet ulovligt i det. Grunden til, at vi kørte derud, var, at der var rigtig mange borgere, der havde anmeldt det, og vi ville sikre os, at der ikke gik ild i nogle bygninger,« forklarer han til Lokalavisen.
Vagtchefen oplyser, at der var tale om en virksomhed, der havde hyret professionelle fyrværkere til opgaven, der lyste himlen op og gav en forsmag på nytårsaften.