Indbrudsbølge fortsætter i Aarhus C: Nu kommer politiet med opfordring
Der har det seneste døgn været flere indbrud hos erhvervsdrivende i den centrale del af Aarhus.
I løbet af de seneste dage har Østjyllands Politi modtaget flere anmeldelser fra erhvervsdrivende i den centrale del af Aarhus, som har haft indbrud. Og det seneste døgn er ingen undtagelse.
Tirsdag morgen kl. 5.36 tikkede der således en anmeldelse ind hos Østjyllands Politi om, at der havde været indbrud i en tøjbutik i Søndergade i Aarhus C. Gerningsmanden var kommet ind ved at knuse ruden i indgangsdøren, og vedkommende havde efterfølgende taget kasseapparatet i butikken, fremgår det af Østjyllands Politis døgnrapport.
En times tid efter fik Østjyllands Politi en lignende anmeldelse. Denne gang fra en café på Gammel Munkegade i Aarhus, hvor der også var blevet knust en rude og stjålet et kasseapparat.
Samme fremgangsmåde var brugt ved et indbrud hos en frisør på Frederiks Allé. Her fik Østjyllands Politi kl. 10.07 en anmeldelse om indbruddet, hvor der også var stjålet et kasseapparat.
Der har været brugt samme fremgangsmåde ved de mange indbrud i caféer, restauranter og butikker det seneste stykke tid i Aarhus, hvilket nu får Østjyllands Politi til at opfordre alle erhvervsdrivende til at fjerne kontanter efter lukketid.
jwh