Voldtægtsanklage efter fest hos aarhusiansk rigmand: Var det voldtægt eller frivillig sex?

42-årig mand tiltalt for voldtægt af en 26-årig kvinde fra Aarhus efter fest hos kendt rigmand. Ord mod ord-sagen bliver afgjort i den kommende uge.

Artiklens øverste billede
Retten i Aarhus skal afgøre, om det var voldtægt eller samleje med samtykke, da en 42-årig mand fra Hammel havde samleje med en 26-årig kvinde fra Aarhus. Arkivfoto

En 42-årig mand fra Hammel går i disse dage og venter på, om han bliver kendt skyldig i voldtægt og i så fald skal i fængsel i omkring et år.

Det samme gør en 26-årig aarhusiansk kvinde, som har anklaget den 16 år ældre mand for at have voldtaget hende i hendes lejlighed i Aarhus for knap et år siden.

Episoden skete langt ud på natten efter en fest, og senere samme aften blev den 42-årige mand anholdt i sit hjem og sigtet for voldtægt.

Dagen derpå blev han fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, men løsladt af retten, der ikke fandt tilstrækkelige beviser på, at der var tale om voldtægt.

Opgivet og genoptaget

Østjyllands Politi efterforskede sagen videre efter grundlovsforhøret, men opgav 3. februar i år at rejse tiltale og frafaldt derfor sigtelsen mod den 42-årige mand.

Den 26-årige kvinde klagede via sin bistandsadvokat over afgørelsen til statsadvokaten, der 29. marts omgjorde afgørelsen og besluttede, at der alligevel skulle rejses tiltale for samleje uden samtykke – altså voldtægt.

Begge har gået til psykolog og har ifølge dem selv været meget psykisk påvirkede af sagen, som tirsdag 20. september 2022 var for Retten i Aarhus , hvor de hver især forklarede, hvad der var sket.

De var stort set enige om forløbet frem til samlejet, nemlig at manden havde taget imod kvindens tilbud om at sove på hendes sofa, fordi hun ikke mente, at han var i stand til at køre hjem i bil, efter de havde været til fest sammen.

Der var ikke lagt op til sex, og der blev redt op til manden på sofaen, hvorefter kvinden iført en lang T-shirt satte sig på sofaen og så fjernsyn sammen med ham.

To historier

Her slutter enigheden om, hvad der skete tidligt om morgenen efter festen. Kvindens forklaring er kort fortalt, at hun faldt i søvn på sofaen og vågnede op ved, at manden var trængt ind i hende.

Hun frøs og forholdt sig passivt under samlejet og bad lidt senere manden om at gå.

Manden forklarede i retten, at kvinden var kravlet under dynen til ham, havde flyttet hans arm på hendes bryst og var begyndt at bevæge underlivet mod hans, mens de lå i ske.

Det fremkaldte en ”reaktion” hos ham, og han begyndte at kærtegne hende i skridtet, hvilket hun nød, og så havde de samleje.

Rystede over hele kroppen

En af kvindens venner var indkaldt som vidne i retten. Han forklarede, at hun efter episoden havde sms’et til ham, hvad der var sket, og at hun havde låst sig inde på sit soveværelse. Han skrev tilbage, at han ville komme med det samme, og at hun skulle bede manden gå.

»Hun var ked af det og rystede over hele kroppen, da jeg kom, og hun rystede stadig, da jeg gik 5-6 timere senere,« forklarede vennen i retten.

Vennen havde været med til festen, men ikke noteret, at kvinden og manden flere gange havde snakket sammen og var kørt derfra sammen.

Vennen kender også manden og bemærkede i retten, at han ofte havde skældt ham ud for, hvordan han skrev til og var overfor kvinder.

»Det er meget upassende,« sagde han under anklagerens afhøring, uden at det gav anledning til opfølgende spørgsmål fra hverken anklageren eller forsvareren.

Fjern og tom i blikket

Kvinden havde kort efter episoden også skrevet til en veninde, der var på arbejde, og bedt hende om at ringe, så snart hun fik fri, og spurgt, om hun kunne sove hos hende. Det fik alarmklokkerne til at ringe hos veninden, der ringede til kvinden.

»Hun bryder sammen og siger, hun har været udsat for et seksuelt overgreb,« fortalte veninden, som fik en anden veninde til at komme over til kvinden, indtil hun selv tog tidligere fri fra arbejde og kom over til hende.

»Hun sad udenfor, rystede og græd og var fjern og tom i blikket,« forklarede veninden, som om eftermiddagen ringede til politiet og anmeldte, hendes veninde var blevet voldtaget.

Veninden fortalte videre, at kvinden de næste par uger havde været helt ved siden af sig selv og ikke kunne være alene, så hun flyttede ind til hende i 2-3 uger.

Kyssede med rigmand

Anklageren havde også indkaldt den mand, som parterne havde været til fest hos. Det er en velhavende aarhusianer i fyrrerne, som fortalte, at han først en måneds tid forinden havde mødt den tiltalte mand, der havde lavet nogle småting for ham og derfor var inviteret med til festen.

Om relationen til den på det tidspunkt 25-årige kvinde forklarede værten, at de havde været kærester lidt on and off. Faktisk havde de også kysset lidt til festen, men det var foregået diskret, fordi han på det tidspunkt var lidt kæreste med en anden kvinde, der var med til festen.

Værten kunne ikke huske så meget fra festen, så anklageren refererede til hans politiafhøring, hvor han havde sagt, at den tiltalte mand på et tidspunkt havde stillet sig tæt op ad kvinden, der til gengæld virkede irriteret over, at han stod tæt på hende.

Inden afhøringen af vidnerne, som ikke tog lang tid, havde anklager og forsvarer udførligt udspurgt både den tiltalte mand fra Hammel og den forurettede kvinde fra Aarhus om, hvordan de oplevede situationen.

Allerførst, som det foregår i en retssag, havde anklageren fremstillet de faktuelle forhold i sagen, herunder at kvinden var blevet undersøgt på Center for Voldtægtsofre.

Hun havde ingen læsioner ved kønsorganerne, men undersøgelsen udelukkede ikke, at hun var blevet voldtaget, lød konklusionen.

Ville bare hjem

Den tiltalte mand forklarede, at han og kvinden talte sammen flere gange til festen, hvor hun ikke var inviteret til spisning, men ankom sent. Hun følte sig holdt udenfor selskabet, og sammen med et par andre tog de en taxa ind til byen og fik nogle drinks på forskellige beværtninger.

De blev ikke fulde, forklarede den tiltalte, og tog senere en taxa tilbage til festen, hvor hans bil holdt. Han ville køre hjem, men hun insisterede på, at han ikke skulle køre, og tilbød ham at overnatte på hendes sofa, hvilket han til sidst sagde ja til.

»Jeg ville bare gerne hjem og gik kun med op i hendes lejlighed, fordi hun sagde, hun havde det svært psykisk, og for ikke at gøre hendes aften mere træls,« forklarede den 42-årige mand.

Det endte som tidligere beskrevet med samleje, og da kvinden senere bad ham om at gå, tænkte han, at hun nok havde fortrudt, hvad der var sket, når de begge tidligere havde været enige om, der ikke skulle ske noget imellem dem.

Anklageren fremlagde også en sms-korrespondance mellem den tiltalte og en veninde, der havde tilbudt ham en overnatning i Aarhus, hvor han fortalte, han havde sovet hos og haft sex med den dengang 25-årige kvinde, der havde budt sig til.

Afhøringen af den i dag 26-årige kvinde foregik, som reglerne foreskriver det, for lukkede døre, så Lokalavisen kan ikke gengive hendes forklaring ud over, hvad der kom frem under den øvrige del af retssagen.

Et spørgsmål om troværdighed

I sin afsluttende procedure sagde anklager Maria Sørensen, at rettens afgørelse i bund og grund afhang af, hvem man troede mest på, da man ikke kunne tro på både kvinden og manden.

»Hun sover og vågner ved, at tiltalte er i gang med samleje, og hun reagerer ved at fryse og være helt passiv med lukkede øjne. Hvis man tror på hende, er det helt klart, at hun ikke havde givet samtykke til sex, og det skulle han have sikret sig,« argumenterede anklageren.

Anklageren påpegede desuden, at kvinden havde reageret hurtigt og forklaret vidnerne, hvad hun havde været udsat for. At hendes veninde måtte flytte ind hos hende, og at hun havde gået til psykolog og skiftet arbejde som følge af sagen.

»Det ville hun ikke gøre, hvis det ikke passede,« konkluderede anklager Maria Sørensen.

»Kvinden var den aktive«

Forsvareren, advokat Niels Christian Strauss, holdt fast i, at hans klient var uskyldig og skulle frifindes. Han påpegede, at hans klient blev løsladt efter grundlovsforhøret, og at sagen tidligere var blevet opgivet af anklagemyndigheden.

»Den eneste forskel til nu er, at den forurettede i dag sagde, hun selv havde taget sine trusser af, og det taler ikke ligefrem for at løfte bevisbyrden for, at det var voldtægt,« sagde Niels Christian Strauss.

Ifølge anklageskriftet havde den tiltalte delvist afklædt kvinden, der på grund af ”træthed, beruselse og fysisk lammelse” ikke havde været i stand til at give samtykke eller modsætte sig samlejet.

»Hun siger nu selv, hun ikke var beruset, og nej, hun blev ikke delvist afklædt, hun tog selv trusserne af,« lød det fra forsvareren.

Han fremhævede desuden, at det ikke var manden, der kom ind til hende, men hende der kom hen til ham og var den aktive, hvorefter deres forklaringer gik i hver sin retning.

»Hun fortyder og fornægter det, der er sket, hvorefter hun sender en besked til sin ven, og så kan hun kun holde fast i det,« lød forsvarerens fortolkning af kvindens voldtægtsanklage.

Forsvareren fremhævede endvidere den tiltaltes beskeder til sin veninde om, at han havde haft sex med den 25-årige kvinde.

»Han skriver bare, hvad der skete, og det er en klar indikation af, min klient taler sandt. Det kræver fortsæt at blive dømt for voldtægt, og det er ikke bevist uden rimelig tvivl, at han havde fortsæt til samleje uden samtykke.«

Der falder dom i sagen i næste uge.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.