Supermarked udsat for tyveri: Fyldte taske, men betalte kun for mælk og kattemad
Butikschefen løb efter tyvene, hvilket fik kvinden til at standse, mens manden stak af. Kort efter ankom en patrulje til stedet.
To unge mennesker er i den grad i ikke længere velkomne i Aldi efter en anmeldelse om tyveri i Aldi på Kamma Klitgårds Gade i Risskov.
Butikschefen havde forsøgt at tilbageholde en kvinde og en mand, der var taget i at stjæle varer fra butikken. Butikschefen havde tidligere lagt mærke til, at de to personer gik rundt i butikken, og da han fandt deres adfærd mistænkelig, gik han ind i butikkens baglokale og holdt øje med dem på videoovervågningen.
På overvågningen kunne han se, at manden og kvinden flere gange lagde nogle varer ned i en medbragt sportstaske, men da de gik hen til kassen, betalte de kun for en liter mælk og noget kattemad. Ingen af de varer, som butikschefen havde set dem putte i sportstasken, blev lagt op på kassebåndet.
Da de to personer havde passeret kasselinjen, tog butikschefen kontakt til dem og bad dem følge med ind i baglokalet, hvilket de i første omgang gjorde. I baglokalet blev sportstasken åbnet og tømt for varer. Herefter tog parret sportstasken og begyndte at gå mod udgangen. Butikschefen sagde til dem, at de skulle blive på stedet, men de fortsatte med at gå mod udgangen.
Butikschefen løb efter dem, hvilket fik kvinden til at standse, mens manden stak af. Kort efter ankom en patrulje til stedet, og den 20-årige kvinde blev anholdt og sigtet for butikstyveri.
Betjentene fik et signalement af manden, der var stukket af, og han blev kort efter spottet af en anden patrulje ved Kantorparken på Skejbyvej. Den 22-årige mand blev anholdt og sigtet for butikstyveri. Han blev desuden sigtet for narkobesiddelse, da der i hans taske blev fundet en mindre mængde hash.
Herefter blev den 22-årige mand kørt retur til Aldi, hvor betjentene gennemså videoovervågningen og kunne konstatere, at de havde fat i den rigtige person.
Hændelsen fandt sted omkring klokken 12 onsdag den 27. juli.
mw