Mand råbte af borgere og betjente - det udviklede sig til tre sigtelser
Manden spændte op i kroppen og nægtede at lade sig iføre håndjern.
En patrulje fra Østjyllands Politi tog onsdag aften klokken 23.20 kontakt til en højtråbende, 34-årig mand på Fredensgade i Aarhus.
Det oplyses i døgnrapporten.
Manden havde været til gene for en del mennesker, da han flere gange havde råbt højt efter dem. Det hjalp ikke just, da betjentene henvendte sig til den 34-årig; i stedet fortsatte han med at råbe kraftigt, men denne gang henvendt til betjentene.
Det endte med at den 34-årige blev anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlig orden. Manden modsatte sig anholdelsen, spændte op i kroppen og nægtede at lade sig iføre håndjern. Han var desuden i besiddelse af en hobbykniv. Han blev derfor yderligere sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og for overtrædelse af knivloven.