- Artiklen opdateres
14-årig pige mister livet i ulykke i Tivoli Friheden
Flere er kommet til skade i rutsjebane-ulykke. Alle besøgende er blevet bedt om at forlade Tivoli Friheden.
En 14-årig pige fra København er torsdag eftermiddag afgået ved døden efter en tragisk ulykke i Tivoli Friheden i Aarhus.
Anmeldelsen om ulykken kom kl. 12.50, oplyser Østjyllands Politi via Twitter.
»Pigens pårørende er underrettet. Vi opfordrer på det kraftigste til, at man ikke deler billeder eller videoer af ulykken,« lyder det.
Ulykken skete i forlystelsen Cobraen. Rutsjebanens bagerste vogn knækkede af, mens banen var i drift, oplyser Tivoli Friheden i et facebookopslag.
En 13-årig dreng fra Syddjurs har desuden pådraget sig skader på den ene hånd. Flere andre kom i klemme, oplyser Østjyllands Politi.
Tivoli Friheden er tømt for gæster, og pårørende og vidner er samlet i Tivoli Friheden, hvor de blandt andet får tilbudt psykologbistand.
Ikke første gang
Vidner, som har oplysninger om hændelsen, bedes kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.
»Den nærmere årsag til ulykken og herunder dødsfaldet skal nu undersøges via blandt andre tekniske undersøgelser og vidneafhøringer på uheldsstedet. Der pågår pt. en massiv efterforskningsmæssig indsats i Tivoli Friheden,« skriver Østjyllands Politi.
Det er ikke første gang, at der sker et uheld med Cobraen. I 2008 faldt to stole i en vogn ned fra højden, og fire personer blev kvæstet.
Tivoli Friheden skriver på forlystelsesparkens hjemmeside, at Cobraen når en højde på 25 meter høj og en hastighed på 70 km/t, og at der opnås en G-påvirkning på 4.5 i forlystelsen.
I Cobraen placeres gæster i stole, der er ophængt under skinnelegemet.
sb / ddp