Borgere fik standset 73-årig spøgelsesbilist
Bilist havnede ved en fejl motorvejens forkerte retning, da han ikke kunne finde vejen til Aalborg.
Natten til fredag klokken 2.27 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at to bilister havde standset en spøgelsesbilist, der kørte i den forkerte retning på Herningmotorvejen ved Harlev J.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
De to bilister var blevet opmærksom på bilen, der kom kørende i modsatte retning, og det var lykkedes for dem at få kontakt til føreren af bilen og få ham til at køre ind i nødsporet, hvorfra der blev ringet til politiet.
Da patruljen ankom til stedet, fik man kontakt til den 73-årige fører af bilen, der forklarede, at han ved en fejl var havnet på motorvejen, da han ikke kunne finde vejen til Aalborg.
Han blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved at have kørt imod kørselsretningen.
ksa