Chauffør i pirattaxa insisterede på en dans: Morgenen derpå var tusindvis af kroner væk
Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig benytter sig af en pirattaxa.
Torsdag nat mistede en 40-årig mand sit dankort på vej hjem fra en bytur i Aarhus.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ifølge den 40-årige steg han ind i en pirattaxa omkring klokken 3.00, hvor han aftalte med chaufføren, at han skulle betale for noget benzin på en tankstation på vejen hjem.
Da de var helt fremme ved den 40-åriges bopæl, insisterede føreren af pirattaxaen på at vise ham en særlig dans, og de dansede herefter tæt på hinanden.
Senere torsdag opdagede den 40-årige, at hans dankort var blevet stjålet, og at der var hævet flere tusinde kroner på det.
Østjyllands Politi opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig benytter sig af en pirattaxa, da der er risiko for at blive udsat for tyveri eller røveri. Benyt en officiel taxa eller offentlig transport eller lav en aftale med en ven eller et familiemedlem, der kan hente dig i byen.
mw