Mand truede elever og lærer med kniv: Måtte løbe for livet
Den 32-årige mand blev anholdt i går torsdag og fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus i dag, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.

Fredag klokken 13 blev en 32-årige mand fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger. Manden nægter sig dog skyldig.
Den 32-årige mand er sigtet for at have truet en skoleklasse og en lærer på livet samt trusler mod polititjenestemænd.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
I går torsdag tidlig eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en aggressiv mand gik rundt på Langkærvej i Tilst med en kniv, og at han havde været truende over for en lærer og nogle skoleelever fra en 9. klasse, der var på udflugt i området.
Ifølge elever og lærer tog manden kontakt til nogle af eleverne, mens de stod på gaden, og pludseligt blev han voldsomt opfarende og hævede den kniv, han havde i hånden, mens han råbte af dem og gik hen imod dem. Eleverne og læreren løb fra stedet og fik kontaktet politiet, mens manden forsvandt.
Der var hurtigt flere patruljer i området, og ud fra signalementet på gerningsmanden fik politiet en formodning om, hvem gerningsmanden kunne være. En betjent fik telefonisk kontakt til den 32-årige mand, der mødte op på et aftalt sted i Aarhus. Her blev han anholdt klokken 13.50. samme dag.
Inde på politistationen fremsagde den 32-årige trusler rettet mod flere betjente.
Ingen personer kom noget til under episoden.
mw