Døgnrapporten: Nøgen mand råbte op og kastede med sten
Udover at vandre nøgen rundt talte manden usammenhængende, han råbte og skabte en del utryghed.
Østjyllands Politi fik onsdag klokken 21.45 en anmeldelse om, at en 30-årig mand gik nøgen rundt og kastede med sten i et kvarter i en lille by tæt på Solbjerg.
Det oplyses i døgnrapporten.
Den 30-årige talte usammenhængende, råbte og skabte stor utryghed blandt flere beboere.
En patrulje kørte til stedet, hvor de traf den 30-årige, der havde fået tøj på i mellemtiden. Han virkede dog stadig opfarende, og han blev anholdt og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.
Under visitationen af ham fandt betjentene en mindre mængde kokain, som han blev sigtet for at besidde.