Passagerer havde 88,5 kilo narko med i Aarhus Lufthavn
Tre personer er blevet varetægtsfængslet i en sag om indsmugling af 88,5 kilo khat i Aarhus Lufthavn.
Politiet stod onsdag morgen klar i Aarhus Lufthavn, da fire personer ankom med fly fra Uganda via København. Toldstyrelsen havde nemlig tippet Østjyllands Politi om, at to af personerne - en 30-årig kvinde og en 43-årig mand fra Bulgarien - havde stoffer i deres kufferter.
De to personer blev anholdt sammen med en 39-årig mand fra Somalia og en 40-årig mand.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
I lufthavnen ventede betjente fra Østjyllands Politis Udlændinge- og Grænsekontrolssektion og medarbejdere fra Toldstyrelsen, og de trak manden og kvinden til side. hvor de blev bedt om at åbne deres kufferter. De to forklarede, at de desværre ikke kunne åbne kufferterne, da de ikke havde nøgler til dem.
I stedet blev kufferterne åbnet på anden vis, og det viste sig, at der i hver lå ca. 44 kilo khat, oplyser Østjyllands Politi.
Fremstillet i grundlovsforhør
Allerede inden anholdelsen af de to bulgarere havde betjente på stedet fået øje på to mænd på 39 og 40 år, der stod og ventede i lufthavnen. Betjentene fik mistanke til, at mændene havde forbindelse til de to bulgarere, og mistanken blev forstærket, da mændene havde meget svært ved at forklare, hvad deres ærinde i lufthavnen var.
Under en visitation af de to mænd fandt politiet flere beskeder og dokumenter, der indikerede, at de havde forbindelse til bulgarerne. Ud fra fundene og de efterfølgende afhøringer vurderede politiet, at de anholdte i forening havde aftalt at smugle den store mængde khat ind i landet, at det var planen, at det skulle sælges videre.
Anklagemyndigheden vurderede, at der var grundlag for at fremstille tre af de anholdte i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, mens den 40-årige mand blev løsladt. Han er dog fortsat sigtet i sagen.
Ved grundlovsforhør torsdag formiddag blev de tre personer varetægtsfængslet i fire uger. De nægtede sig skyldige, men ingen af dem kærede kendelsen, oplyser Østjyllands Politi.
jwh