Fandt narko i et pengeskab
Uddrag af Østjyllands Politis døgnrapport 11. maj.

Tirsdag klokken 11.39 besøgte betjente fra Østjyllands Politis specialpatrulje en adresse i det vestlige Aarhus, hvor betjentene havde mistanke om, at der blev opbevaret narkotika.
Ved henvendelse på adressen traf betjentene en 50-årig kvinde, der blev gjort bekendt med, at politiet ville se lidt nærmere på lejligheden.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Under ransagning af lejligheden fandt betjentene noget kokain og noget hash, der lå i et pengeskab samt flere salgsposer.
Mens politiet undersøgte lejligheden, dukkede der tre mænd på 17, 27 og 29 år op. De to mænd på 17 og 27 år blev anholdt og sigtet for salg af narkotika. Den 27-årige blev under visitation desuden fundet i besiddelse af en joint og nogle ulovlige piller og blev derfor også sigtet for narkobesiddelse. Den 17-årige blev fundet i besiddelse af en mindre mængde doping og blev derfor også sigtet for lov om forbud mod visse dopingmidler.
De to mænd blev kørt til politigården i Aarhus, hvor det lykkedes den 27-årige at få endnu to sigtelser for henholdsvis vold og trusler mod tjenestemænd, idet han slog en politimand i ansigtet og råbte trusler efter flere andre politifolk i forbindelse med detentionstilsyn.
Fandt hash, skunk og ulovlige piller
Tirsdag klokken 20.28 bemærkede en patrulje en bil, der holdt parkeret ved kirken på Gudrunsvej i Brabrand.
Betjentene tog kontakt til de tre mænd, der sad i bilen, der i øvrigt lugtede kraftigt af hash. De tre mænd blev alle visiteret, og den ene af dem, en 20-årig mand, blev fundet i besiddelse af flere ulovlige piller og blev derfor sigtet for narkobesiddelse. Under ransagning af bilen fandt betjentene en mindre mængde skunk og hash, som en 41-årig mand blev sigtet for at besidde.
Færdsel
Tirsdag klokken 10.03 skete der et færdselsuheld på Robert Fultons Vej i Aarhus N. En 55-årig kvindelig bilist kom kørende ad Robert Fultons Vej, da en 43-årig kvindelig bilist svingede ud på vejen fra en sidevej og påkørte den 55-åriges bil med betydelig materiel skade til følge. Der skete umiddelbart ingen alvorlig personskade ved sammenstødet. ’
Tirsdag klokken 15.17 skete der et færdselsuheld i krydset Skanderborgvej/Marselis Boulevard i Aarhus C. En 91-årig mandlig bilist kom kørende ad Skanderborgvej, og fortsatte ligeud i krydset ved Marselis Boulevard, da han kørte sammen med en anden bil, ført af en 43-årig mand, der kom fra modsatte retning og skulle svinge til venstre og svingede ind lige foran den 91-åriges bil. Der skete umiddelbart kun materiel skade ved sammenstødet.
Tirsdag klokken 15.29 skete der et færdselsuheld på Marselisborg Grønnevej, da en 68-årig mandlig bilist af ukendte årsager kørte ind i et træ, hvorefter bilen rullede rundt og landede på taget. Der skete umiddelbart kun mindre materiel skade ved uheldet.
Tirsdag klokken 16.30 skete der et færdselsuheld på Marselis Boulevard, hvor en parkeret bil, tilhørende en 23-årig mand, blev påkørt af en lastbil, der efterfølgende var kørt fra stedet. Der var kun sket mindre materiel skade ved sammenstødet.
ksa