Sparkede ud efter barnevogn: Mand anholdt for bid, spyt og aggressiv adfærd
Østjyllands Politi leder med lys og lygte efter to kvinder, der havde en ubehagelig oplevelse med en aggressiv mand i Aarhus C tirsdag formiddag.

Østjyllands Politi vil gerne have kontakt til to kvinder, der tirsdag omkring klokken 10.40 kom gående med barne- eller klapvogn i området ved Banegårdspladsen nær Café Stiften i det centrale Aarhus.
Det skriver politiet i døgnrapporten.
Tirsdag passerede en mand kvinderne, hvor der opstod uoverensstemmelser, der resulterede i, at manden tilsyneladende sparkede ud efter kvinderne, der kom gående med barne- eller klapvognen.
Politiet endte senere på dagen med at anholde manden, og han blev onsdag varetægtsfængslet for flere forhold med aggressiv adfærd. Blandt andet for at have bidt og spyttet efter to mænd, der forsøgte at tilbageholde ham.
Da politiet kom frem til Banegårdspladsen tirsdag, var kvinderne ikke længere at finde, og derfor vil politiet gerne finde frem til dem og høre deres udlægning af sagen.
sbl