Politirapporten: Beslaglagde kontanter, kokain og hash under ransagning
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport onsdag 6. april.

En patrulje standsede tirsdag klokken 11.05 to mænd på 28 og 29 år i en bil på Bethesdavej i Aarhus N. Da betjentene fik mistanke til, at mændene havde stoffer på sig, blev de begge visiteret, og bilen blev ransaget.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
I bilen lå en større mængde hash, noget kokain og en del salgsposer. Desuden fandt patruljen mange tusinde kroner i kontanter, der ligesom stofferne blev beslaglagt. Begge mænd blev anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg. Fundet fik politiet til også at ransage mændenes adresser, og på den 28-åriges adresse blev der fundet yderligere stoffer i form af hash og skunk. Hos den 29-årige blev der ikke fundet yderligere, men han blev til gengæld sigtet for narkokørsel, da han havde været fører af bilen og virkede påvirket.
Anholdt for at slå vagt på banegården
En patrulje kørte tirsdag klokken 17.41 til banegården i Aarhus C, hvor en 24-årig mand havde slået en vagt. En vagt forklarede, at han havde set den 24-årige gå og rode i skraldespandene i Bruuns Galleri, og da vagten bad ham stoppe, blev han aggressiv og truende i sin adfærd. Det endte med, at den 24-årige på vej ud fra stedet spyttede efter vagten, inden han svingede en pose med tomme flasker, der ramte vagten i hovedet. Vagten tilkaldte en kollega og sammen tilbageholdt de den 24-årige, hvorefter de kontaktede politiet. De betjente, der kort efter ankom, anholdt den 24-årige og sigtede ham for grov vold. Under visitationen af ham fandt patruljen en kniv i hans taske, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven. Vagten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Sigtet for at give kvinde en lussing
En borger kontaktede tirsdag klokken 17.21 politiet, da hun ved Viby Torv så en mand give en lussing til en kvinde. Da patruljen kom frem, var den 36-årige kvinde ved at blive tilset i en ambulance. Hun var dog umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. På en bænk i nærheden sad en 56-årig mand, som af vidner blev udpeget som gerningsmanden. Han var kraftigt beruset, og da han blev opfarende og gik hen mod patruljen, blev han anholdt. Han blev sigtet for at have slået kvinden, som han har en relation til.
ksa