Havnens Perle lukningstruet efter brand: Håber på hjælp fra kommunen
Ejer af den ikoniske grillbar, Peter Lerdrup, frygter, at han skal genopbygge Havnens Perle. I så fald står han i et dilemma, da hans lejekontrakt med kommunen er midlertidig.

Det var tirsdag morgen ikke umiddelbart til at se, at der 13 timer forinden havde været en dramatisk brand under udvikling hos den ikoniske grillbar Havnens Perle.
Men sodlugten omkring den lille restaurant på Aarhus Ø og en plet med smeltet tagpap bag udsugningen i taget afslører den »kraftige brand«, som Østjyllands Brandvæsen mandag aften kunne fortælle, at man var rykket talstærkt ud til.
Brandfolkene fik hurtigt slukket flammerne, og hverken kunder eller ansatte kom til skade, men dagen derpå er der noget at se til for ejer Peter Lerdrup, som ankom til Havnens Perle kort efter avisens visit.
Han var hjemme i Viby, da han klokken 18.30 fik et opkald fra sine panikslagne ansatte.
»Det var en pande. Lige pludselig kom der flammer op fra panden,« fortæller han om brandens arnested.
»Det er ikke unormalt, at der kan være små stikflammer og lignende, og så er det bare at få det slukket, men de unge mennesker hernede kunne ikke få has på dem med pulverslukkeren. Jeg kunne høre på dem, at det var alvorligt, og så ringede jeg til brandvæsnet, der var her lynhurtigt, mens alle kunderne blev evakueret ud.«

Roser brandfolk
Det hele skete ifølge Peter Lerdrup i god ro og orden, og en del af kunderne havde sågar første parket til brandslukningen, mens de spiste deres bøfsandwiches og stegt flæsk færdig ude på terrassen.
Grillejeren er i dag dybt imponeret over og taknemmelig for brandvæsnets hurtige udrykning.
»Jeg siger dig, at brandvæsnet var hurtig. Det gik sindssygt stærkt, og det er helt vildt imponerende så hurtigt, de fik ilden slukket,« siger Peter Lerdrup, der medgiver, at skaderne efter branden udefra ikke ser betydelige ud.
Men indenfor er billedet et helt andet.
»Da jeg ankom i aftes og så det udefra, tænkte jeg også: ”hold da kæft, måske er det ikke så slemt.” Men så kom jeg indenfor. Det er rigtig slemt i køkkenet, der er hul i taget, og der er svære sodskader.«

Lukket i seks uger
Grillbossen har haft en elektriker og tømrer til at vurdere omfanget, og ifølge dem kan over halvdelen af Havnens Perle være beskadiget.
»Taget skal i hvert fald skiftes, og alle lofter skal ned, fordi der sidder sod overalt. Det er lige før, at det er en totalskade.«
Tirsdag formiddag ventede han på en taksator fra sit forsikringsselskab, men han regner med, at han er fuldt dækket.
»Det er dog svært ikke at være lidt bekymret alligevel. Det er sgu noget værre noget, men jeg er glad for den store støtte og sympati, vi har modtaget fra nær og fjern. Det er helt vildt.«
Vurderingen i forhold til en genåbning lyder lige nu på, at der går mindst seks uger, før byens mest kendte grillbar, der to gange har vundet prisen for ”Danmarks Bedste Bøfsandwich”.
Appel til kommunen
Nedlukningen er dog ekstra ubelejlig for Peter Lerdrup lige nu. Blandt andet fordi kunderne for alvor begynder at komme sammen med foråret og efter corona-restriktionerne, men især fordi fremtiden allerede er usikker.
Havnens Perle er nemlig placeret på Aarhus Ø-grunden ved Sverigesgade på kommunens nåde. Grillbaren har en kontrakt, der udløber 30. juni 2023, og hvad der så skal ske, ved grillbossen ikke.
»Det er et rigtig dårligt tidspunkt, og reelt er vi lukningstruet,« forklarer Peter Lerdrup, hvis familie har haft stedet i tre generationer.
Havnens Perle har holdt til på havnen siden 1962, men et grundkøb i det nye velhaverområde med højhuse overalt forekommer urealistisk, og Peter Lerdrup har fået afslag på en stadeplads fra kommunen.
Han håber dog, at Aarhus Kommune nu hjælper med at finde en løsning, for branden har medført et potentielt dilemma.
»Det vil da være meget belejligt i den her forbindelse at anvise mig en plads, hvor jeg kan være permanent. Der er jo kæmpe opbakning til det her sted og har været det gennem adskillige år. Så nu må kommunen gerne komme ud af fjerene, og det vil jeg gerne benytte den her lejlighed til at gøre opmærksom på. Hvis jeg skal til at opbygge et nyt sted på grund af det her, men så hive det ned igen om kort tid, så står jeg ikke i en sjov situation. Vi har også brug for brandslukning i overført betydning,« lyder grillejerens appel.
Bliver ikke smidt væk
Da debatten var på sit højeste omkring Havnens Perles fremtid, blev lejemålet forlænget, og et flertal i byrådet erklærede sig villig til at finde en løsning, så grillbaren også i fremtiden kan være en del af havnen.
Bystrategisk chef i Teknik og Miljø, Bente Lykke Sørensen, forsikrer, at Havnens Perle ikke får opsagt sit lejemål, før der er en afklaring.
»Inden sommer forventer jeg, at byrådet forholder sig til den proces, der skal igangsættes i forhold til udviklingen af Pier 3. Der er kommet rigtig mange ønsker allerede, og jeg tror også, at Havnens Perle har et ønske om at være der. I den proces har jeg en forventning om, at byrådet også forholder sig til om - og i givet fald hvor - Havnens Perle skal have en permanent placering,« siger hun og fortsætter:
»Vi er fuldstændig klar på, at der skal være en afklaring om en permanent placering på Pier 3, før den midlertidige placering skal rømmes. Vi er indstillet på at se positivt på en forlængelse, hvis det er, hvad der skal til for at få enderne til at hænge sammen.«