14-årig forsvundet siden mandag: Nu beder politiet om hjælp
Sydøstjyllands Politi har offentliggjort billede og beder nu offentligheden om hjælp til at finde 14-årig.

Politiet leder lige nu efter 14-årige Mohammad, der ikke er set, siden han forlod sit hjem i Hørning i Skanderborg Kommune i mandags omkring klokken 17.
Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
»Han forventes ikke at være i fare, men vi vil gerne i kontakt med ham og sikre at han har det godt,« skriver politiet.
Mohammad beskrives som 150 centimeter høj, spinkel af bygning med brun hudfarve og sort, kort hår. Han taler dansk med accent, og han var sidst set iført sorte cowboybukser og en sort bluse.
Har du set Mohammad, eller ved du, hvor han befinder sig, kan politiet kontaktes på 114.