Stjålet el-løbehjul havde gps-tracker, der kunne spore gerningsmænd
Her er uddrag af døgnrapporten fra Østjyllands Politi torsdag 13. januar.

En 24-årig mand anmeldte onsdag klokken 15.38, at hans løbehjul var blevet stjålet på Værkmestergade i Aarhus C, mens han var på arbejde.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Der var gps-tracker i løbehjulet, og manden kunne derfor spore det til Ny Banegårdsgade. Kort efter traf en patrulje to mænd på 32 og 35 år, der gik rundt med løbehjulet. En aflæsning af stelnummeret viste, at det rigtigt nok var den 24-åriges løbehjul, og begge mænd blev derfor sigtet for tyveri, og løbehjulet blev leveret tilbage til rette ejer.
Havde hash og skunk i lejligheden
En 29-årig mand fik onsdag klokken 9.45 besøg af Østjyllands Politis specialpatrulje i sin lejlighed i Aarhus C.
Patruljen reagerede på et tip om, at der var stoffer i lejligheden, og det viste sig at holde stik. Under en ransagning fandt betjentene flere poser med hash og skunk, ligesom der også blev fundet digitalvægte og en del tomme poser.
Den 29-årige blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
Færdsel
Onsdag klokken 16.20 blev en 26-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Søren Nymarks Vej i Højbjerg. Han blev desuden sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer, da han havde en joint på sig.
Onsdag klokken 18.54 skete der et færdselsuheld i krydset Hasle Ringvej/Herredsvej i Aarhus V. En 63-årig mandlig bilist kørte ud i krydset og ramte ind i en bil ført af en 56-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade. Den 63-årige blev sigtet for at køre over for rødt.
ksa