Gik amok med kniv: Ung mand angreb flere parkerede biler i Aarhus V

En 29-årige mand er foruden overtrædelse af knivloven og for hærværk mod parkerede biler, også blevet sigtet for vold ved at have sparket ud efter en cyklist.

Artiklens øverste billede
Den 29-årige mand er foreløbigt blevet sigtet for vold, ved at have sparket ud efter cyklisten, for overtrædelse af knivloven og for fire gange hærværk mod de parkerede biler. Foto: Adobe Stock.

Mandag kl. 07.15 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand havde truet med en kniv på Cirkle K på Rytoften i Aarhus V. Manden var ikke længere på stedet, og hans signalement blev videregivet til patruljerne, der kørte i området.

Kort efter modtog politiet en ny anmeldelse om, at den samme mand var blevet set på Viborgvej, hvor han havde punkteret dæk på flere parkerede biler. Han havde også sparket ud efter en 29-årig kvinde, der var kommet cyklende på Haslevej, så hun var tæt på at vælte af sin cykel.

Den 29-årige mand blev kl. 7.45 anholdt i krydset Silkeborgvej/Haslevej, hvor han blev fundet i besiddelse af en kniv. Patruljen fandt efterfølgende frem til fire biler, der holdt parkeret på Tingvej, som hver især havde fået punkteret to dæk.

Den 29-årige mand er foreløbigt blevet sigtet for vold, ved at have sparket ud efter cyklisten, for overtrædelse af knivloven og for fire gange hærværk mod de parkerede biler. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

am

Læs også

Del artiklen