Kvinde ville stjæle kød for 10.000 kroner: Nu er hun fængslet

43-årig kvinde blev stoppet af personale i Kvickly-supermarked.

Artiklens øverste billede
Det vides ikke, hvilken slags kød, en 43-årig kvinde forsøgte at stjæle, men det har næppe været hakket oksekød for mere end 10.000 kroner. Foto: Ivan Riordan Boll/Politiken/Ritzau Scanpix

En 43-årig kvinde er lørdag d. 1. januar blevet varetægtsfængslet i 14 dage, efter at hun fredag forsøgte at stjæle kød for mere end 10.000 kroner i Kvickly i Viby.

Det oplyser Østjyllands Politi til Lokalavisen Aarhus.

»Hun går ind og fylder kød i en kundevogn, som hun forsøger at gå ud af butikken med uden at betale. Da hun bliver stoppet af personalet, vil hun ikke fortælle, hvem hun er, og så er det, at vi bliver tilkaldt,« siger vagtchef Chris Mose.

Det er måske ikke så mærkeligt, at den 43-årige kvinde ikke var interesseret i at oplyse sit navn, for hun har »en del på bogen,« som vagtchefen udtrykker det.

Kvinden er tidligere sigtet for adskillige butikstyverier.

Den 43-årige kvinden blev lørdag omkring klokken 10.30 fremstillet i Retten i Aarhus. Lige omkring en time senere stod det klart, at kvinden, i første omgang, skal tilbringe de første to uger af 2022 i fængsel.

Læs også

Del artiklen