Ledende HA-rocker tilstår i stor sag: »Dem, der sidder for bordenden, har ansvaret«
Tre et halvt års ubetinget fængsel til ledende medlem af rockergruppering.
En 55-årig mand er mandag idømt tre et halvt års ubetinget fængsel at have handlet med mindst 340 kilo hash.
Det oplyser anklager i Særlig Efterforskning Vest, Jhin Lee, til Lokalavisen Aarhus.
Den 55-årige skal have været bagmanden i et Aarhus-baseret narkonetværk. Det er Særlig Efterforskning Vest, der har stået bag efterforskningen i sagen.
To mænd på 38 og 40 år er tidligere blevet idømt længere fængselsstraffe i samme sag. De to mænd blev dømt for at have leveret hash til forskellige kunder og samlet penge ind – alt sammen efter instruktion fra den 55-årige.
Politiet fandt under ransagninger i sagen 1,6 millioner kroner i kontanter, som er blevet konfiskeret.
Krypterede chattjenester
Handlerne foregik mellem februar 2020 og april 2021, og kommunikationen i netværket foregik via krypterede chattjenester.
Det lykkedes dog politiet at opsnappe flere korrespondancer, og det førte til, at Særlig Efterforskning Vest kunne optrevle netværket og i april anholde den 55-årige.
»Jeg er meget tilfreds med resultatet. Retten går ind og vurderer, at det betyder noget, hvilken rolle du har haft i en sag. Det er bagmændene, der er de drivende kræfter, og det er dem, vi helst vil have stoppet, siger Jhin Lee til Lokalavisen Aarhus og fortsætter:
»Det er i det kriminelle miljø ligesom det er i resten af samfundet; dem, der sidder for bordenden, der har ansvaret.«
Ifølge eb.dk er den 55-årige mand identisk med Jens Bundgaard, der tidligere har fungeret som præsident for HA Aarhus.