Tragisk ulykke ved Store Torv: Hest løb løbsk

En hest løb løbsk og skabte kaos på Store Torv i Aarhus lørdag eftermiddag. Én person er kommet alvorligt tilskade og kørt på hospitalet.

Artiklens øverste billede
Foto: privatfoto

OPDATERING: Den kvindelig kusk er død, bekræfter Østjyllands Politi. Læs mere her.

Det var kaotiske scener, der udspillede sig lørdag eftermiddag på Store Torv i Aarhus, da en kusk i en hestevogn pludselig mistede herredømmet over sin hest.

Store Torv, der netop er blevet pyntet op til jul med julelys og et større julemarked, dannede pludselig ramme om en tragisk ulykke, da hestevognen med tre passagerer ved 15-tiden pludselig for gennem det tætbefolkede torv og ned mod blomsterhandleren foran Paustian på Lille Torv.

Et øjenvidne til den voldsomme hændelse fortæller til Lokalavisen Aarhus’ reporter, der tilfældigvis befandt sig på stedet, at kusken faldt af hestevognen og slog hovedet mod asfalten.

Der blev ifølge Lokalavisens oplysninger efterfølgende ydet førstehjælp på stedet, indtil en ambulance ankom.

Kusken er ifølge Lokalvisen Aarhus oplysninger kørt på hospitalet.

Flere familier, der tog del i julehyggen, er ifølge Lokalavisen Aarhus’ reporter efterladt chokerede.

Østjyllands Politi er fortsat til stede på Store Torv for at afhøre vidner.

Julemarkedet er i respekt for den tragiske hændelse lukket ned for nu.

»Den forurettede er føreren af hestevognen, som havde mange års erfaring med netop at køre hestevogn – føreren har haft styr på alt det praktiske, med forsikringer, sikkerhedsgodkendelser osv., og det er desværre en helt forfærdelig kombination af uheld der gjorde, at hesten løb løbsk. Vi er sammen med politiet ved at finde ud af, hvad der foregik op til ulykken og hvad der har forårsaget den,« skriver Anna Lund, direktør Food-Aarhus og arrangør af juleeventet på Store Torv, i en kortfattet pressemeddelelse.

»Det er en tragisk ulykke, som vi er ekstremt kede af,« skriver hun.

Foto: Privatfoto

Foto: Privatfoto

Ifølge Østjyllands Politi er yderligere én person kommet lettere til skade.

En bilinspektør er tilstede på Store Torv for at undersøge stedet, og hvad der kunne ligge til grund for ulykken.

Derudover ønsker Østjyllands Politi ikke at melde mere ud på nuværende tidspunkt.

Opdateres ...

Læs også

Del artiklen