Stak 17-årig ned og stjal hans mobiltelefon
En ung mand bliver i dag fremstillet i Retten i Aarhus for røveri mod en 17-årig.

Østjyllands Politi oplyser, at man i dag kl. 11 har sigtet en 18-årig for røveri mod en 17-årig.
Ifølge politiets døgnrapport fandt overfaldet sted mellem 21 og 21.45 mandag aften ved et busstoppested på Søren Frichs Vej i Aarhus-bydelen Åbyhøj.
Den 17-årige blev ifølge sigtelsen stukket med kniv i siden og tildelt flere slag, inden gerningsmændene tog hans mobil og nogle nøgler. Han kom ikke umiddelbart alvorligt til skade.
Politiet formoder, at der er flere gerningsmænd til overfaldet, og derfor har de anmodet om lukkede døre ved grundlovsforhøret af hensyn til efterforskningen.
De vil gerne i kontakt med vidner, der kan have set overfaldet mandag aften omkring busstoppestedet ud for Søren Frichs Vej 53B ud for Netto. Hvis man har oplysninger, kan politiet kontaktes på 114.
am / sbl