»Seksuelt overgreb« i Botanisk Have: Politiet efterlyser gerningsmand
25-årig kvinde blev udsat for et »seksuelt overgreb« tidligt søndag morgen.

Østjyllands Politi efterlyser en gerningsmand til et overfald i Botanisk Have tidligt søndag morgen.
En 25-årig kvinde anmeldte klokken 05.38, at hun var blevet udsat for et »seksuelt overgreb«, som politiet indtil videre beskriver det, i parken.
Politiet er i gang med at efterforske det nærmere hændelsesforløb, og på spørgsmålet om, hvorvidt der har været tale om en voldtægt, lyder svaret:
»Vi kan ikke komme det nærmere lige nu. Der pågår en del efterforskning nu, omkring hvad der præcist er sket,« siger pressemedarbejder Jakob Christiansen til Lokalavisen Aarhus.
Det seksuelle overgreb skete cirka klokken 05.10 tæt på Poppelpladsen (det runde område med parkeringspladser) og Peter Holms Vej.
Politiet rykkede ud til Botanisk Have kort efter anmeldelsen og havde flere patruljer i området. Det formodede gerningssted blev desuden afspærret, og hundepatruljer blev sendt ud for at søge efter spor.
Østjyllands Politi oplyser, at den unge kvinde ikke kender gerningsmanden, som beskrives som: mand, etnisk dansk, ca. 190 centimeter, almindelig af bygning, iført mørkt tøj og kasket/hue.
Efterlysningen blev sendt ud søndag aften, men politiet har endnu ikke fået nogen henvendelser i sagen.
Ved du noget, kan politiet kontaktes på telefon 114.