Betjent i civil politibil afslørede biltyv

En 28-årig mand fra Aarhus blev mandag eftermiddag anholdt og sigtet for biltyveri i Hornslet.

Artiklens øverste billede
Aarhusiansk biltyv anholdt i Hornslet. Arkivfoto.

En 28-årig biltyv fra Aarhus kørte forbi den forkerte bil, da han mandag eftermiddag kørte rundt i Mørke med stjålne nummerplader.

Klokken 16.45 kørte han nemlig forbi en betjent, der sad i en civil politibil, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Betjenten kørte efter og kontaktede samtidigt vagtcentralen, der sendte en patruljebil til området. På Bals Mark ved Hornslet lykkedes det i fællesskab betjentene at få bragt bilisten til standsning, og han blev straks anholdt.

Det viste sig, at det ikke kun var nummerpladerne, der var stjålet. Bilen var blevet stjålet torsdag, da ejeren kortvarigt havde ladet den stå med nøglerne i på en adresse i Hornslet.

Den 28-årige mand blev derfor sigtet for tyveri af bil og nummerplader, og da han samtidig også var frakendt kørekortet, blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

jwh

Læs også

Del artiklen