Politirapporten: Blev rasende over løsladelse i regnvejr og klamrede sig til stolpe

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport.

Artiklens øverste billede
Foto: Joachim Ladefoged/Jyllands-Posten

Torsdag kl. 23.49 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et muligt igangværende indbrud på en adresse i Hasselager, hvor en borger havde set nogen smadre et vindue, hvorefter en alarm var blevet aktiveret.

Da patruljen ankom til stedet, kunne de se en person gå rundt inde i lejligheden, hvor der var blevet smadret en rude, og han blev bedt om at åbne hoveddøren, hvilket han nægtede. Betjentene fik i stedet åbnet det smadrede vindue og kom ad den vej ind i lejligheden, selvom manden forsøgte at stille sig i vejen.

Da han gentagne gange ikke vil følge politiets anvisninger, blev han anholdt og lagt i håndjern, hvorefter han blev bedt om at oplyse navn og fødselsdato. Dette nægtede han gentagne gange, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af retsplejeloven.

Betjenten forklarede manden, hvorfor de var på stedet, og hvorfor de havde brug for at vide hvem han var, og hvad han lavede der, men det eneste svar, de fik, var en byge af skældsord rettet mod begge betjente. Manden blev derfor også sigtet for to tilfælde af fornærmelig tiltale mod polititjenestemand.

Betjentene undersøgte herefter, hvem der stod tilmeldt på adressen, og kunne konstatere, at manden, der var blevet anholdt, var identisk med lejlighedens beboer. Den 31-årige mand blev kørt ind på politigården, hvor han dog nægtede at udtale sig til politiet. Det vides derfor endnu ikke, hvorfor ruden til hans lejlighed var blevet knust. Den 31-årige mand fik lov at tilbringe nogle timer i detentionen, men kl. 03.50 fik han besked på, at han var løsladt, og han blev derfor ført til politigårdens udgang.

Han var dog noget uforstående over for, at han skulle løslades til gaden, når nu det regnede så meget, og han stillede sig derfor på tværs, så yderdøren ikke kunne lukkes. Han blev gentagne gange bedt om at flytte sig, men han klamrede sig i stedet til en metalstolpe ved døren, hvilket resulterede i, at han også blev sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde. Med lidt hjælp gav han herefter slip og forlod politigården.

Voldelig bargæst blev anholdt

Østjyllands Politi blev natten til torsdag kl. 01.55 kaldt til en bar på Klostergade i Aarhus, hvor der var opstået tumult med en gæst, der var voldsomt aggressiv og uregerlig.

To dørmænd har forklaret til politiet, at de havde fået manden ud af baren og var ved at føre ham ud af en port til gaden, da han pludselig gik til angreb på den ene af dem ved at slå på ham og bide ham i armene. Herefter skubbede han dørmanden ned af en trappe, så han faldt og slog sit ben. Det lykkedes atter de to dørmænd at få fat i manden, som blev ført ud på gaden, hvorefter han blev bedt om at forsvinde fra stedet.

Det efterkom han dog ikke, men gik i stedet igen til angreb på den ene dørmand. Samtidig kom to andre personer til stedet og begyndte også at slå på dørmanden, der, sammen med sin kollega, skyndte sig at komme væk. De kunne dog se, at to af mændene var kommet op at slås med hinanden ved Guldsmedgade, hvor politiet kort efter ankom og fik bragt slagsmålet til ophør.

Den forurettede dørmand udpegede herefter den 18-årige mand, der havde overfaldt ham, og han blev anholdt og sigtet for vold. I forbindelse med anholdelsen slog den 18-årige en betjent i ansigtet og råbte også skældsord efter betjentene. Han blev derfor også sigtet for vold og fornærmelig tiltale mod polititjenestemand. Desuden blev en 19-årig mand, der havde været i slagsmål med den 18-årige, anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Sigtet for vold og trusler mod ekskæreste

Torsdag kl. 11.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 25-årig kvinde blev udsat for vold og trusler fra en ekskæreste foran en opgang i Bispehaven i Aarhus V. Den 33-årige ekskæreste havde truet kvinden verbalt, slået hende flere gange samt truet hende med en kniv. Politiet fik et signalement af ekskæresten, og kort tid efter blev en hundepatrulje opmærksom på en gruppe, der stod ved nogle boligblokke, hvoraf en af personerne passede på signalementet. Han blev anholdt og sigtet for vold og trusler mod sin ekskæreste. Ved siden af ham lå der en kniv, som han også blev sigtet for besiddelse af.

Vred kvinde ved flaskeautomaten

Torsdag kl. 12.01 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Kvickly i Bruuns Galleri, hvor personalet havde problemer med at kvinde, der var truende over for dem. En medarbejder var gået ud til flaskeautomaten, idet der var blevet trykket på klokken. Ved automaten stod en kvinde, som medarbejderen vidste tidligere var blevet bortvist fra stedet med besked om, at hun var uønsket i Kvickly. Han gjorde kvinden bekendt med, at hun ikke var velkommen i butikken og at hun derfor skulle stoppe med at putte flasker i automaten.

Dette gjorde dog kvinden vred, og hun begyndte at råbe op og blive truende over for medarbejderen. I mellemtiden var endnu en medarbejder ankommet til stedet, men da han forsøgte at tilbageholde kvinden, tog hun en glasflaske op og slog ud efter hans hånd, dog uden at ramme, hvorefter hun verbalt truede de to medarbejdere på livet. Det lykkedes medarbejderne at tilbageholde kvinden, indtil først butiksvagterne og herefter politiet ankom til stedet. Kvinden blev sigtet for trusler på livet og blev bortvist fra stedet.

Gemte salgsposer med narko i bilen

Torsdag kl. 21.46 standsede en patrulje en bil på Kirkevej i Viby i forbindelse med en rutinekontrol. Der lugtede kraftigt af hash fra bilen, og de to mænd på 18 år, der sad i bilen, blev gjort bekendt med, at betjentene ville se lidt nærmere på bilen. Under ransagningen blev der fundet flere salgsposer med hash og skunk, og føreren af bilen blev fundet i besiddelse af et større kontantbeløb. Han blev derfor anholdt og sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på salg.

Færdsel

Torsdag kl. 06.40 skete der et færdselsuheld på tilkørselsrampen til Nordjyske Motorvej ved Søften. Først skete der et mindre sammenstød mellem to biler, da den ene bremsede op. Herefter skete der yderligere et sammenstød bagved mellem fem andre biler. Der skete kun mindre materiel skade, og alle parterne havde selv udvekslet generalier.

Torsdag kl. 07.45 skete der et færdselsuheld i krydset Spættevej/Fuglebakkevej i Aarhus V. En 45-årig kvindelig bilist kom kørende ad Spættevej og kørte frem for ubetinget vigepligt ud på Fuglebakkevej, hvor han kørte sammen med en 58-årig kvindelig cyklist, der kom kørende på Fuglebakkevej. Cyklisten blev kørt til kontrol på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade. Bilisten blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Torsdag kl. 09.35 skete der et færdselsuheld på Knudrisgade i Aarhus C. En 47-årig mandlig bilist kom kørende ad Nørregade og skulle lige over i krydset ved Nørrebrogade, da en 16-årig dreng til fods gik over for rødt lys i krydset, hvorefter han blev ramt af bilen. Han blev efterfølgende tilset i en ambulance, men var ikke umiddelbart komme alvorligt til skade. Han blev sigtet for at gå over for rødt lys.

Torsdag kl. 15.13 skete der et færdselsuheld på Holme Ringvej i Viby J. En 45-årig kvindelig bilist kom kørende ad Holme Ringvej og ville dreje til venstre ind på Fredensvej, da hun kørte ind foran en 23-årig mand, der kom kørende på cykel. Cyklisten måtte bremse hårdt op, hvilket resulterede i, at han røg af cyklen. Cyklisten var dog umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade. Den 45-årige kvinde blev sigtet for ikke at have overholdt sin vigepligt.

Natten til fredag kl. 01.35 skete der et færdselsuheld på Bogfinkevej i Aarhus V, hvor en 32-årig mandlig bilist påkørte et træ i forbindelse med et højresving, hvor han mistede herredømmet over bilen. Det viste sig, at den 32-årige mand have fået administrativt inddraget sit kørekort, og han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Aarhus:

  • På Havtornvej i Aarhus N begået tirsdag den 28/9 mellem kl. 20.00 og kl. 21.00

Læs også

Del artiklen