Gymnasieelev tiltalt for at forfalske coronapas

En 18-årig gymnasieelev risikerer fængselsstraf og at blive udvist af Danmark, efter hun er blevet tiltalt for dokumentfalsk. Rektor kalder det for en ulykkelig situation.

Artiklens øverste billede
I foråret blev seks elever taget i at snyde med coronapas, og det får nu konsekvenser. Foto: Stine Rasmussen

En 18-årig kvindelig gymnasieelev er tiltalt for dokumentfalsk efter at have forfalsket en coronatest for at kunne møde op til undervisning på Viby Gymnasium. Hun risikerer fængselsstraf og at blive udvist af Danmark, fremgår det af dokumenter i sagen, som DR Østjylland har fået aktindsigt i.

I foråret opdagede Viby Gymnasium, at seks elever havde ændret datoen på deres coronatest. Det blev først opdaget, da der på en test stod, at den var taget en tirsdag, men datoen for testen var ikke en tirsdag.

Efter den første falske test blev opdaget, gennemgik skolen samtlige test og fandt fem andre elever, der også havde snydt. Rektor Lone Sandholdt Jacobsen kontaktede Undervisningsministeriet, som anbefalede, at gymnasiet meldte eleverne til politiet.

»Det var en forudsætning for, at vi kunne holde skolen åben, at vi tjekkede coronapas. Men efter at vi meldte det til de rette myndigheder, er det ude af vores hænder,« fortæller Lone Sandholdt Jacobsen til JP Aarhus.

Politiinspektør René Raffo fra Østjyllands Politi har tidligere udtalt til JP Aarhus, at denne type dokumentfalsk typisk vil give en straf på mellem 20 og 40 dages betinget fængsel. Den straf kan dog blive skærpet, da et flertal i Folketinget vedtog, at covid-19-relaterede forbrydelser kan give dobbelt straf. Derfor kan den 18-årige gymnasieelev risikere fængselsstraf og at blive udvist af landet.

Da eleverne blev opdaget i at snyde med deres coronatest, blev de kaldt til samtaler og fik en advarsel fra skolen.

»Jeg tror ikke altid, at unge tænker i konsekvenser af deres handlinger. Vi har jo nok alle gjort noget i vores ungdom, som ikke var det smarteste, og derfor er denne situation ulykkelig,« fortæller Lone Sandholdt Jacobsen.

Østjyllands Politi ønsker for nærværende ikke at kommentere sagen.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen