Seriekrænker i Trige: Politiet reagerer på tip fra borger

Betjente ledte onsdag aften med hunde i Trige, efter politiet fik et tip fra en person, der mente at have set den mand, som har krænket flere piger og kvinder i byen.

Artiklens øverste billede
Østjyllands Politi offentliggjorde onsdag dette overvågningsbillede af en mand, der formodes at være seriekrænkeren i Trige. Foto: Østjyllands Politi

Et tip førte onsdag aften til, at Østjyllands Politi sendte flere patruljer af sted til Trige for med hunde at lede efter den mand, som angiveligt har krænket flere kvinder og piger i området.

Det bekræfter kommunikationsrådgiver Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi over for Lokalavisen Aarhus.

»Vi fik klokken 19 onsdag aften et tip om, at der var nogen, der måske havde set den formodede gerningsmand i området. Vi sendte flere patruljer til området for at lede, men vi kunne ikke finde nogen, der svarede til signalementet,« fortæller Jakob Christiansen, som oplyser, borgere i Trige godt kan forvente at se mere politi i området end normalt.

»Vi er ekstra til stede, og det er også for at skabe tryghed. Det er klart, at det her er en sag, hvor efterforskningen for at finde frem til gerningsmanden bliver prioriteret højt,« fortsætter Jakob Christiansen.

Østjyllands Politi offentliggjorde onsdag dette overvågningsbillede af en mand, der formodes at være seriekrænkeren i Trige. Foto: Østjyllands Politi

Overvågningsbilleder offentliggjort

Onsdag valgte politiet at offentliggøre flere billeder af den mand, som formodes at være seriekrænkeren. Det skete efter, at politiet siden begyndelsen af sidste uge har politiet modtaget hele otte anmeldelser fra kvinder i alderen 15-32 år, som er blevet antastet af en mand, der har befølt dem, krammet dem eller forsøgt at kysse dem, mens de gik i området. Den seneste anmeldelse kom mandag fra en 32-årig kvinde, som fortalte, at hun blev antastet af ham fredag morgen ved Trige Parkvej. Her tog han fat i hendes skulder og trak hende ind til sig. Da hun rev sig løs og gik fra stedet, råbte han forskellige ukvemsord efter hende.

Jakob Christiansen fortæller, at man skal kontakte politiet med det samme, hvis man støder på den formodede seriekrænker.

»Så skal man ringe til os på 114 med det samme, og så skal vi nok køre derud,« fortæller han.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen