Mand dømt for seksuelle overgreb på 12-årig steddatter

Manden er dømt for overgreb i form af både samleje og oralsex.

Artiklens øverste billede
Nu 27-årig kvinde er blevet tilkendt erstatning på omkring 84.000 kroner i sag om seksuelle overgreb. Foto: Claus Lunde, Ritzau Scanpix

En 60-årig mand er mandag blevet idømt fire års fængsel for adskillige seksuelle overgreb begået mod sin steddatter.

Overgrebene fandt sted, da steddatteren var mellem 12 og 16 år gammel.

Steddatteren, der nu er 27 år, gik sidste år til politiet og anmeldte flere forhold begået på familiens adresser forskellige steder i Danmark og i udlandet.

I retten blev den nu 60-årige dømt for overgreb i form af både samleje og oralsex. Ud over steddatterens forklaring lagde retten vægt på, at en au pair afgav vidneforklaring om episoder, hun havde oplevet, da hun arbejdede for familien.

Udnyttede fysiske overlegenhed

»Seksuelle overgreb mod børn er altid alvorlige sager. I den her sag lagde retten lagde vægt på pigens forklaring og fandt det bevist, at stedfaderen havde udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed ved overgrebene. Desuden er alene det at dyrke sex med et barn under 15 år jo ulovligt,« siger specialanklager Jesper Rubow.

Den 60-årige nægtede sig skyldig. Han tog betænkningstid for at afklare om han ville anke dommen.

Den forurettede pige blev tilkendt en erstatning på ca. 84.000 kroner. Den 60-årige har siddet varetægtsfængslet siden september sidste år.

Retten i Aarhus bestemte ved domsafsigelsen, at han fortsat skulle være varetægtsfængslet frem til, han kan afsone dommen.

sb

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen