Politiet anholder ti personer under EM-fejring i Aarhus

Aarhus brød ud i vild jubel, da Danmarks herrelandshold i fodbold lørdag aften spillede sig i EM-semifinalen, og det gav politiet en travl aften.

Artiklens øverste billede
Efter det danske landshold vandt kvartfinalen lørdag aften udviklede EM-festen sig til et trafikkaos i Aarhus midtby. Foto: Sune Vestergaard.

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at herrelandsholdet i fodbold lørdag aften spillede sig i Danmarks første EM-semifinale i 29 år. Slutfløjtet i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, sendte en euforisk jubel af sted, der nåede hele vejen til Aarhus. Adskillige aarhusianere var samlet til storskærmsarrangementer, og efterfølgende lod de glæden skabe en sand byfest i den centrale del af Aarhus.

Det var dog ikke alle, der kunne nyde EM-festen. For politiets betjente blev det nemlig en travl aften, efter storskærmsarrangementerne var forløbet i god ro og orden, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

De store folkemængder i midtbyen gav store trafikale problemer omkring Frederiks Allé, Sønder Allé og Busgaden, hvor særligt bybusserne havde svært ved at komme frem.

»10 personer blev anholdt, de fleste med sigtelser for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Alle er efterfølgende blevet løsladt,« skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Det er ikke første gang, at Danmarks landskampe ved sommerens EM-slutrunde har skabt vilde scener i Aarhus. For nylig væltede fans et hegn ned i hovedet på vagter ved storskærmsarrangement i Musikhusparken. Læs her, hvordan arrangøren føler sig svigtet af myndighederne.

På onsdag er der igen storskærmsarrangementer i Aarhus, når Danmark spiller semifinale mod England på Wembley Stadium i London. Det er den første EM-semifinale med dansk deltagelse siden 1992, og de fleste kan nok godt huske, hvordan det endte dengang for 29 år siden.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

jwh

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen