Mand død i arbejdsulykke: Faldt 8-10 meter ned og ramte gulv
En 47-årig mand omkom onsdag i en arbejdsulykke på havnen i Grenaa.

Den tragiske ulykke skete klokken 15.48 om eftermiddagen, da den 47-årige af uvisse årsager pludselig faldt ned fra et tårn på et skib, der lå til kaj i havnen.
Manden var ifølge Østjyllands Politi faldet 8-10 meter ned og havde ramt skibets gulv.
Kollegaer ilede til for at yde hurtig førstehjælp, men den 47-åriges liv stod ikke til at redde, og han blev kort efter erklæret død.
Efterfølgende foretog politiet og Arbejdstilsynet afhøringer og undersøgelser af ulykkesstedet, og de overdrog derpå sagen til Den Maritime Havarikommission, som er instansen, der skal undersøge omstændighederne helt til bunds.
På baggrund af undersøgelsesresultaterne skal det vurderes, om der kan rejses sigtelser i sagen.
De pårørende til den afdøde er underrettet, oplyser politiet.
jn