Politirapporten: Fængslet røver gik direkte i hænderne på politiet

Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport.

Artiklens øverste billede
Foto: Google Maps

En 34-årig mand blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus sigtet for røveri begået mandag aften på en 7-Eleven på en tankstation på Havkærvej i Tilst.

Ifølge sigtelsen gik den 34-årige ind i butikken kl. 21.33, hvor han råbte til den kvindelige ekspedient, at hun skulle give have ham pengene fra kassen, mens han truede med at kaste eller slå med nogle øl, han havde taget på stedet. Ekspedienten gav ham adgang til kassen, hvorefter han stak af med nogle kontanter.

En patrulje var få minutter efter anmeldelsen på stedet, og en hund snusede sig frem til en jakke, der lå smidt i et buskads i nærheden. Kort efter kom en mand til stedet, og da han svarede nøje til det signalement, som politiet havde fået og lignede gerningsmanden fra videoovervågningen, blev han anholdt og sigtet for røveri.

Den 34-årige blev varetægtsfængslet i 4 uger. Han nægtede sig skyldig, idet han ikke kunne huske noget fra episoden. Han tog forbehold for at kære kendelsen.

Tip førte politiet til heroin- og kokainfund

Et tip fra en borger via ”Tip Politiet” på politiets hjemmeside ledte til, at Østjyllands Politis specialpatrulje mandag middag fik beslaglagt noget heroin og kokain og en peberspray. Stofferne og våbnet blev fundet på en adresse i Åbyhøj efter en ransagning, hvor betjentene fik god hjælp af en narkohund. På baggrund af fundet af den mindre mængde narkotika og pebersprayen, blev den 43-årige mand, der bor i lejligheden, sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer og for overtrædelse af våbenloven.

Vred kunde svingede med stok og kastede med bon

En 60-årig mand blev mandag rasende over, at han ikke kunne få penge refunderet for et taletidskort, han havde købt i Fakta på Ingerslevtoften i Tranbjerg, og det endte med, at politiet blev tilkaldt. Ifølge personalet på stedet kom den 60-årige mand ind i butikken kl. 15.08 og forlangte at få pengene retur for taletidskortet. Da han ikke kunne få det, råbte han efter ekspedienten og svingede med sin stok, der slog en flaske med håndsprit omkuld. Han kastede efterfølgende en bon mod ekspedienten, inden han gik derfra. Personalet på stedet kender manden fra lokalområdet og havde en idé om, hvor han holdt til. Derfor kunne en patrulje kort efter anmeldelsen sigte den 60-årige mand for at forstyrre den offentlige orden.

Ukrudtsbrænder satte ild til busk

Mandag kl. 21.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en busk ved en villa på Visbjerg Hegn i Mårslet. Det viste sig, at branden var opstået efter brug af en ukrudtsbrænder, men ilden blev hurtigt slukket og nåede ikke at sprede sig yderligere. Hvert år opstår der brande i skure eller huse som følge af forkert brug af ukrudtsbrænder – derfor er det en rigtig god idé at følge nedenstående råd fra Sikkerhedsstyrelsen, inden du tænder din ukrudtsbrænder: • Ukrudtet skal svitses, ikke brændes • Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning • Husk god afstand til biler, bygninger og plankeværk • Hold øje med glemte gløder • Forlad aldrig en tændt eller varm brænder • Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug • Hav altid brandslukningsudstyr i nærheden (vandslange)

Færdsel

Mandag kl. 13.27 skete der et færdselsuheld ved jernbaneoverskæringen på Østbanetorvet i Aarhus C. En 81-årig mandlig bilist kørte ud på skinnerne, hvorefter bagenden af hans bil blev ramt med lav fart af letbanen, der havde nået at bremse en del op. Ingen personer kom umiddelbart til skade ved sammenstødet.

Mandag kl. 15.46 skete der et færdselsuheld i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej i Brabrand. En 46-årige kvindelig motorcyklist stødte sammen med en bil ført af en 41-årig mand. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.

Mandag kl. 19.04 blev en 54-årig mandlig knallertfører anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Ellemarksvej i Aarhus C.

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt et indbrud i privat beboelse i Aarhus:

• På Balshøje i Balle ved Hjortshøj begået natten til tirsdag kl. 04.40

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

ddp

Læs også

Del artiklen