Statsadvokaten anker ikke dom for trafikdrabet på den 23-årige kvinde i Aarhus V

Tirsdag udløb fristen for at anke byrettens dom i sagen om trafikdrabet på Katrine Lilleøre Holm. Retten fandt ikke bevis for, at den drabssigtede 28-årig mand havde kørt vanvidskørsel og idømte ham 60 dages betinget fængsel og krav om 80 timers samfundstjeneste.

Artiklens øverste billede
En 28-årig mand blev idømt 60 dages betinget fængsel og krav om 80 timers samfundstjeneste for trafikdrabet på den 23-årige Katrine Lilleøre Holm. Arkivfoto Søren Vendelbo

Byretten i Aarhus afviste for 14 dage siden anklagerens påstand om vanvidskørsel, da den idømte en 28-årig mand fra Tilst 60 dages betinget fængsel, samfundstjeneste og en betinget frakendelse af kørekortet for trafikdrabet på den 23-årig Katrine Lilleøre Holm den 6. oktober 2020.

Nu har Statsadvokaten i Viborg vurderet sagen afgjort, at dommen ikke ankes. Afgørelsen om ikke at anke er ifølge anklagemyndigheden truffet, fordi man efter nøje vurdering har fundet frem til, at en anke ikke vil føre til andet resultat end det, byretten fandt frem til.

Den 23-årig kvinde blev dræbt på stedet i krydset mellem Edwin Rahrs vej og Åby Ringvej, og i byretten argumenterede anklageren for, at bilisten skulle dømmes efter bestemmelsen om vanvidskørsel. I så fald havde strafniveauet ifølge anklager Iben Holm ligget på mellem 16 måneder til halvandet års fængsel.

Af anklageskriftet fremgår det, at den 28-årig bilist kørte med 90 km/t. i en 70 km/t.-zone frem mod lyssignalet, hvor han fortsatte med samme hastighed over for rødt og påkørte den 23-årig kvinde, som krydsede fodgængerfeltet. Sammenstødet var så voldsomt, at hun blev dræbt på stedet.

Men byretten vurderede ikke, at det kunne bevises, at bilisten bevidst havde kørt over for rødt og dermed havde kørt særligt hensynsløst, og den den 28-årig fik således 60 dages betinget fængsel med krav om 80 timers samfundstjeneste og en betinget frakendelse af kørekortet.

Dommen vakte debat, og det tidligere byrådsmedlem i Aarhus og nuværende folketingsmedlem for Nye Borgerlige, Lars Boje Mathiesen, kaldte således dommen for en hån mod de efterladte.

»Når jeg hører den dom, så væmmes jeg. Min retsfølelse lider et vanvittigt knæk, og jeg håber, at dommen bliver anket,« sagde Lars Boje Mathiesen til Jyllands-Posten.

Nu er der dog med statsadvokatens afgørelse om ikke at anke dommen sat punktum i sagen - dog med det forbehold, at den 28-åriges forsvarer har mulighed for at anke dommen frem til midnat.

Læs også

Del artiklen