Vanvidsbilist trykkede pedalen i bund: »Tallene taler for sig selv«

En af to mænd kan se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet. 

Artiklens øverste billede
Betjente fra Østjyllands Politi måtte mandag kort før midnat beslaglægge en bil på en adresse i Brabrand. Foto: Thomas Borberg / Ritzau Scanpix (genrefoto)

Omkring klokken 23 sent mandag aften blitzede en fotovogn på Strandvejen i Aarhus en bilist, der kørte alt, alt for stærkt.

Bilen blev målt til en fart på 129 km/t på en strækning, hvor man højst må køre 60 km/t.

Fartgrænsen var med andre ord overskredet med mere end 100 procent. Den slags betegner politiet som vanvidskørsel, hvilket betyder, at bilen kan beslaglægges.

Med det mål for øje kørte en patrulje lidt efter til den adresse i Brabrand, som bilen hører til.

»Det var ikke mig«

Bilen holdt parkeret på stedet, men ingen af de to mænd, som politiet traf på adressen, ville fortælle, hvem der havde kørt bilen.

Det ændrede dog ikke ved, at bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation. Ejeren af bilen, en 39-årig mand, protesterede, og det vil i sidste ende være rettens afgørelse, om bilen skal konfiskeres.

Østjyllands Politi vil nu undersøge sagen nærmere for at fastslå, hvem der sad bag rattet i bilen, da den fløj afsted på Strandvejen.

En af de to mænd kan se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet.

- Det er en kraftig overskridelse af de gældende hastighedsbegrænsninger på den gældende strækning. Tallene taler for sig selv, siger vagtchef hos Østjyllands Politi, Peter Tolstrup, til Lokalavisen Aarhus.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen