To års fængsel for at gemme pistol under madrassen

24-årig mand er idømt ubetinget fængsel i to år for at besidde skarpladt pistol

Artiklens øverste billede
Foto: Adobe Stock

En 24-årig mand blev onsdag idømt to års fængsel for våbenbesiddelse, idet han havde gemt en pistol og et magasin med skarpe patroner under sin madras.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Jeg er særdeles tilfreds med resultatet

Jakob Beyer, senioranklager ved Østjyllands Politi

Politiet fik et tip den 2. marts 2020 og opsøgte den 24-årige mand på hans bopæl i Brabrand. Betjentene fangede ham, da han var på vej ud fra sin lejlighed, og da han blev anholdt og gjort bekendt med, hvorfor politiet var på stedet, oplyste han uopfordret, at der lå en pistol under madrassen på hans seng.

Den oplysning blev bekræftet, da betjentene ransagede lejligheden og fandt både en pistol og et magasin fyldt med skarpe patroner. Ved nærmere undersøgelse af pistolen, viste det sig dog, at den ikke virkede.

Den 24-årige mand påstod i retten, at han hele tiden havde været bekendt med, at pistolen ikke virkede, og at han blot skulle bruge den til at skræmme andre med. Den forklaring købte retten dog ikke, og den 24-årige mand blev idømt to års ubetinget fængsel.

»Jeg er særdeles tilfreds med resultatet og særligt tilfreds med, at retten tilsidesatte hans forklaring som utroværdig. For hvem har et uvirksomt våben liggende under sin madras sammen med et magasin med skarpe patroner?« siger senioranklager Jakob Beyer.

Den 24-årige mand modtog dommen, og blev desuden fortsat varetægtsfængslet efter dom.

ddp

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen