Hov: Lastbil kilet fast under bro i otte timer

En lastbil med betonelementer kørte fast under bro på Stillingvej

Artiklens øverste billede
Foto: Øxenholt Foto

En lastbil læsset med et par store betonelementer skabte noget af et hovedbrud torsdag morgen og hele otte timer frem.

Omkring klokken 07.41 kilede den sig fast under Langeliniebroen på Stillingvej mellem Harlev og Sabro, fordi chaufføren tog fejl af sin lasts højde og broens højde.

Det resulterede i, at lastbilen sad særdeles grundigt fast, og hverken den eller broen rykkede sig en tomme.

Over otte timer, en traktor, flere redningslastbiler og en masse kløen sig i håret senere kom den endelig fri. Det var en gravemaskine med et stort trykluftbor for enden, der gjorde udslaget.

Den fik ødelagt de genstridige betonelementer fyldt med armeringsjern så meget, at lastbilen til sidst kunne trækkes fri.

Østjyllands Politi var under hele affæren på stedet for at lede trafikken en anden vej, og ordensmagten fik også tilkaldt en bilinspektør til at undersøge uheldet.

Vejen er en semi-befærdet strækning mellem Sabro og Harlev, og det uheldige uheld har skabt en hel del bøvl.

Ikke bare har trafikken være påvirket og er blevet sendt en anden vej fra en rundkørsel i Harlev, men der har også skullet tilkaldes en del hjælp for at få lastbilen fri.

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

Foto: Øxenholt Foto

ddp

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen